Trangen til eksistens af Bine Herold

I en anderledes form end vi er vant til, beskriver Bine Herold en kvindes vanskeligheder med livet i almindelighed, og parforhold i særdeleshed. Fortællingen bredes ud gennem de forskellige personers tanker og følelser.

Forfatteren Bine Herold, præsenterer sin roman “Trangen til eksistens” med disse ord:

“Det har været et dogme for mig at skrive en roman uden dialoger, men med utallige refleksioner og ”forholden sig til”. Med masser af indre monologer og ensidig kommunikation. Det er op til læseren at metareflektere over personernes monologer.

Det er en roman, hvor tiden ikke spiller en rolle. Det er en filmisk roman i et nutidigt sprog med én hovedperson, men de andre personer har fylde. En fortælling som afspejler tiden i sprog og skrivestil. Der zoomes ind og ud på de enkelte personer.”

Herefter citeres en dialog fra side 146…

Det var derfor med nogen spænding jeg gik i gang med læsningen. Ville der være dialog i bogen, eller ville der ikke? Og hvordan kunne tiden ikke spille nogen rolle, samtidig med at fortællingen “afspejler tiden i sprog og skrivestil”?

Der var ingen dialog (bortset fra førnævnte), og det med tiden fik jeg aldrig helt fat i. Det er vel for så vidt rigtigt at tiden ikke spiller nogen rolle for fortællingen som sådan, men historien kan dog alligevel nogenlunde tidsfæstes ud fra de ting personerne foretager sig.

En bog uden dialog, lyder som et spændende eksperiment. Et eksperiment der kræver utroligt meget af forfatteren, da det jo typisk er gennem bl.a. dialog, at personerne får kød og blod.
Den gyldne regel, “show it, don’t tell it”, fraviges sjældent med held. Det var min oplevelse af “Trangen til eksistens”, at forfatteren ikke alene fraveg reglen, men måske endda vendte den på hovedet således at alt blev fortalt og intet blev overladt til læseren. Hver en tanke og handling var beskrevet, og jeg følte mig mere som tilskuer end som læser. Desværre med den konsekvens at det hele blev monotont og ensformigt.

Mit største problem var dog, at ingen af personerne i bogen hedder noget. Det havde den praktiske konsekvens, at jeg rodede rundt mellem dem. “Han” og “hun” kunne jeg godt kende forskel på, men da der på et tidspunkt introduceres endnu en “han”, skete det flere gange at jeg læste lange passager i den tro at de handlede om den ene, for blot at finde ud af, at de i virkeligheden handlede om den anden.

Når det så er sagt, så skal det også med, at Bine Herold faktisk skriver godt. At eksperimentet med tidløshed og manglende dialog ikke fungerede (for mig), betyder ikke at man skal lade være med at eksperimentere. F.eks. har Dorthe Nors lavet noget meget spændende eksperimenter med “Dage” og “Minna mangler et øvelokale”. Så det kan lade sig gøre, og jeg håber at Herold tør prøve nye veje en anden gang.

Lån bogen på Bibliotek.dk