349
2002
87-588-0728-4
“Kadavermarch” foregår i en ikke nærmere bestemt fremtid, hvor verdens elite for en stor dels vedkommende har trukket sig tilbage i 142 lukkede samfund, kaldet CrystalCities, spredt over hele kloden. I Danmark ligger CrystalCity 119, i daglig tale kaldet Isslottet, i et tyndt befolket område af Nordvestsjælland. Her bor forskeren Paul Martin, som bl.a. forsker i LIFESUPPLY, et stof som forlænger livet med op til 30 år. Men nu har Paul Martin opdaget en bivirkning ved stoffet, og mens han forsøger at få sit budskab igennem til byens leder Von Ernst, går verden amok udenfor murerne.
Der er nemlig brudt en zombi-epidemi ud. I begyndelsen slog man zombi-snakken væk som en joke, men nu vælter også de danske gader med zombier, og i dette kaos følger vi en gruppe mennesker, som mere eller mindre tilfældigt ender sammen.
Romanen foregår over en uge, og fortælles med krydsklip mellem de forskellige grupper indtil de samles. De første, vi introduceres for, er splatterpunk-bandet The Rotten Leprechauns, som bl.a. består af den altid ironiske forsanger Sid. De slår sig sammen med en gruppe jægere og en husmor og hendes teenagedatter, som bliver reddet på hospitalet af en lastbilchauffør, da zombierne løber stedet over ende. I første omgang slår de sig ned i en gammel sindssygeanstalt, som er nemt at forsvare mod zombierne, og hvor de har masser af forsyninger. Men på et tidspunkt dukker soldater op fra Isslottet, og pludselig er det ikke kun zombier, gruppen skal tage sig i agt for.
“Kadavermarch” er en herlig splatterroman, og da splatter som bekendt er kendetegnet med udpensling af alle blodige detaljer, introduceres det første lig allerede i starten af bogen: “Liget var klædt i et klassisk, mørkt jakkesæt med hvid skjorte og blanke, sorte sko. Det lå på maven. Fluer summede allerede omkring det. Bedemandens hoved var knust under truckens venstre forhjul. Alt hvad der var tilbage, var en grød af hjernemasse, som flød i rød-hvide farver omkring hjulkapslen.” Og snart efter sker det første zombi-overfald, så der er tempo på fra start til slut. Det er dog ikke kun blod og splat, for som altid blander Dennis Jürgensen uhyggen med humor, så det halve af tiden ved man som læser ikke, om man skal grine eller væmmes.
“Kadavermarch” udkom første gang i 1991 og var den første danske zombi-roman. Dennis Jürgensen skriver i efterskriften, at han blev inspireret til romanen af George A. Romeros tre zombifilm “Night of the Living Dead”, “Dawn of the Dead” og “Day of the Dead”.
Nu genudgiver forlaget Tellerup både “Kadavermarch” og den uafhængige efterfølger “Kadaverjagt” fra 2006 i nye udgaver med forsider af Peter Nielsen, så har du ikke fået læst dem endnu, er genudgivelsen en god anledning til at gøre det nu.