0 kommentarer

Vitello skal have en papfar af Kim Fupz Aakeson

af d. 4. september 2011
Info
 
Sideantal

26

Udgivet

2010

ISBN

978-87-02-07485-7

 

”Vitello skal have en papfar” er den 12. bog i serien om drengen Vitello. Bøgerne skal læses selvstændigt, men idet præsentationen af hovedpersonen er lidt tynd, ville nogle måske finde bøgerne bedre ved et mere indgående kendskab til Vitello.

I dag er en dum dag for Vitello. Han bliver jagtet af to frække møgunger, som han ikke kender, og kommer derved til at smadre et vindue hos en sur, skaldet mand. Manden insisterer på at det skal komme til at koste Vitellos forældre, og følger derfor Vitello hjem.

Men Vitellos mor er jo alene med den uvorne dreng, idet hans far er superengel i himlen.

Sød musik opstår og snart står mor og kysser den skaldede mand, der nu hedder Gregers, ved havelågen.

“”For helvede!” hviskede Vitello til sig selv. Det var visk ikke godt. Slet ikke godt.”

Vitello opsøger sin klamme, hemmelige kæreste, der kan fortælle Vitello, at han da bare skal have en papfar. Det er han dog slet ikke indstillet på og bander derfor sine bedste bandeord…

Gyldendal mener at målgruppen er de 5-9 årige. Jeg læste denne bog for min knap femårige datter, og insisterede på, at hun skulle finde noget godt ved bogen. Hun valgte at lægge vægt på at siderne har forskellige farver. Hårdt presset til at finde noget godt i teksten, valgte hun det citerede. Bogen talte ganske enkelt ikke til hende, muligvis fordi den er for tæt op af virkeligheden er derfor uinteressant – der er slet ingen elementer af fare eller uhygge, som man som en sej fireårig kan afvise med et skuldertræk.

Lån bogen på Bibliotek.dk

Bedømmelse
Karakter