0 kommentarer

Vi ser dig af Eva Aagaard

af d. 17. februar 2025
Info
 
Sideantal

249

Udgivet

2025

ISBN

978-87-7239-118-2

Udgave

1.

 

Helene og Anita har været udsat for grove seksuelle krænkelser fra den samme mand – en kendt TV-chef, en overordnet. Helene var studentermedhjælper, da hun en aften blev seksuelt krænket af manden. Anita har haft et kort forhold til ham, og han overfaldt hende, da hun havde gjort det forbi. Anita og Helene kendte ikke hinanden før overgrebene, som har ført dem sammen.

Anita er stået frem offentligt og har fortalt om overgrebet – Helene har anonymt fortalt om sit overgreb til en journalist. Manden har mistet sit job efter anklagerne – men nu er han på banen igen, han vil renses, og det gør begge kvinder nervøse.

Det har haft store personlige konsekvenser for Anita at stå frem. Hun har ændret sig fysisk og hun er nervøs – farer sammen når en bil kører forbi. Hun er sygemeldt, har trukket sig ud på sin mors gård langt fra andre mennesker. Hun har modtaget mange hadefulde beskeder, hvor hun kaldes de værste ting. Mange er på krænkerens side og mener, hun er hysterisk og søger opmærksomhed.

Selv Helene er begyndt at tvivle på Anita – og samtidig også på sig selv. Var det virkelig et overgreb? Har hun overreageret? Alle vidste jo, hvordan han var og det virkede, som om der var en stiltiende accept af det på arbejdspladsen. Helene er samtidig angst for, at hendes identitet skal blive kendt, hun ønsker ikke samme opmærksomhed som Anita.

Begge kvinder har haft en opvækst med en mor, der ikke har lært dem at sætte grænser.
Grotesk beskrevet af Helene, som ringer til sin mor efter overgrebet – moren, der ler og nærmest er beæret over, at manden er interesseret i hendes datter. ‘Hendes latter trak mig ind i en anden verden, hvor magtfulde mænds berøringer ikke var krænkelser, men udmærkelser.’ Morens underlige reaktioner har fulgt Helene helt fra barndommen. Da en ældre mand forulemper hende en nytårsaften, hvor hun er 14 år, griner moren bare. ‘Hun havde det samme udtryk af stolthed, som hun altid fik, når hun syntes, nogen kiggede efter mig. Stolthed og vantro, forargelse og nydelse over min forfængelighed.’  Helenes følelser, ubehaget, det skræmmende, forkerte, bliver negligeret.

Det er en virkelig god, meget velskrevet og selvfølgelig også aktuel bog om offer og krænker – om hvordan sympatien kan flytte sig fra offeret til krænkeren. Samtidig følger vi det spil, der foregår mellem de to kvinder – kan de i virkeligheden stole på hinanden?

Læs den for at få et anderledes blik på krænkelser og overgreb, som ud over selvfølgelig at påvirke ofrene, kan få det værste frem i mennesker, der læser om krænkelserne og har en mening om det. Man sidder tilbage med undren over, at nogen kan få sig selv til at skrive onde beskeder til Anita – hvis ‘forbrydelse’ er, at hun er stået frem og har fortalt om et overgreb.

Selv om det er en lille bog, står der rigtig meget i den – og det er en bog, man kan blive ved med at tænke over, efter den er læst.

 

Anmelderbog

Lån bogen på biblioteket

Bedømmelse
Karakter