Brænd mig en sol af Christoffer Carlsson

Efter Forbandelsen rev benene væk under mig tilbage i 2021 lovede jeg mig selv, at jeg skulle læse mere af Christoffer Carlsson, men sådan gik det ikke. I stedet dumpede Brænd mig en sol ind af døren, der skulle vise sig at være andet bind i Halland-suiten, hvor tredje bind skulle udkomme på svensk i år. Jeg vidste ikke, at de to bøger hang sammen, og det var først halvvejs i denne, at det gik op for mig, at flere af personerne går igen, så bøgerne kan sagtens læses uafhængigt af hinanden.

Samme aften som Palme bliver myrdet i Stockholm, finder betjenten Sven Jörgensen en ilde tilredt kvinde på bagsædet af hendes bil nær Tiarp i Halland. Han iler hende til sygehuset, men hun dør at sine sår. Senere forsvinder en anden ung kvinde sporløst. Politiet arbejder hårdt på sagen, får hjælp fra Stockholm, men er på bar bund.

Mange år senere flytter en forfatter tilbage til sin hjemegn i Halland. Her møder han en tidligere betjent, Evy Carlén, der har været kollega med Sven Jörgensen, og hun betror ham, ”at hun vidste, hvad der var sket med Sven Jörgensen og hans søn Vidar dengang oppe i Tiarp”. Forfatteren begynder at grave i fortiden.

Ligesom i Forbandelsen foregår historien over en lang række år, dog uden at bliver forvirrende med tilbageblik, men foregår mere lineært. Carlsson kalder igen sin bog en Roman om en forbrydelse, ligesom Sjöwall og Wahlöö og GW Persson, og det er som om han tager den betegnelse mere konkret end sine kolleger, da det langt mere er en litterær roman end en egentlig krimi. Krimidelen er nærmest en kulisse for den egentlige historie, hvor dramaet igen ligger i personerne imellem, og især i alt det usagte. Man er helt inde under huden på Sven og hans søn Vidar og deres smertefulde forhold. Det gør ondt at læse om. Sygdom og sagen æder langsomt Sven op, og de konsekvenser hans handlinger får, er både grusomme og smertefyldte. Ligeledes er der en fremragende rød tråd mellem Palmemordet og hændelserne i Tiarp. Det er godt konstrueret, selvom det også er lidt trist, hvordan Palmesagen stadig fylder i den svenske bevidsthed.

Jeg kan ikke anbefale Carlsson nok. Han skriver så dragende og indsigtsfuldt i den menneskelige psyke, og kan med få midler skabe en både uhyggelig og medrivende stemning bogen igennem. Man hopper og danser ikke af glæde efter endt læsning, nøjagtig som i Forbandelsen. I stedet glædes jeg over at der findes krimiforfattere der mestrer at skrive så jordnært, langsomt og autentisk, at man faktisk sagtens kunne forestille sig, at historien har fundet sted.

Jeg håber han slår mere igennem i Danmark, han har allerede en stor fod indenfor i USA.

Anmeldereksemplar.

Lån bogen på Bibliotek.dk