0 kommentarer

Vantro af Karin Slaughter

af d. 26. december 2009
Info
 
Sideantal

499

Udgivet

2009

ISBN

978-87-91746-71-0

Originaltitel

Faithless

 

”Læs ikke denne bog alene. Læs den ikke efter mørkets frembrud. Men sørg for at få den læst.” – sådan lyder den sammenfattede anbefaling fra “The Mirror”.

Jeg læste den nu både efter mørkets frembrud og alene – men må medgive, at fortællingen er uhyggelig og slet ikke urealistisk.

Alle har vel tænkt, at den værste død må være at være begravet levende. Det er den skæbne der tilkommer Abigail Bennett .

Hun begraves levende, og da politikommissær Jeffrey Tolliver ved et tilfælde falder over graven og får gravet den unge kvinde op, er der kradse-mærker på indersiden af kisten og den unge kvinde er død med et rædselsvækkende ansigtsudtryk, der fortæller, at hun har haft en grufuld død.

Sammen med sin ekskone retsmediciner Linton og sin assistent Lena Adams går Jeffrey Tolliver i gang med at afdække sagen for at finde Abigails morder.

Karin Slaughter formår med sine virkelighedstro personskildringer at placere læseren lige midt i historien, der har sit omdrejningspunkt i et landbrugskollektiv kaldet “The Holy Grown”.
I forsøget på at opklare det grufulde mord, møder vi religiøs fanatisme, kvinder der lever i voldelige ægteskaber og grådighed, der driver mennesker til mord. Vi møder også kærlighed og opofrelse – og tvinges til at tage stilling til, hvordan vi selv ville have ageret i situationen.

Det engelske ord “page turner” passer rigtig godt på denne bog, som er svær at lægge fra sig for nu – nej nu – nej NU tror man lige man har regnet plottet ud – og så tager alting en ganske anden drejning.

Tak for god underholdning – og gyset, der er ret så hyggeligt, når man bagefter kan slukke natlampen i sit eget rare soveværelse. For at ende sine dage levende begravet – det er så uhyggeligt, at historien i hvert fald er krøbet ind under huden på mig.

Bogen er flot sat op og sat med let-læselige typer og er behagelig at læse – også uden briller. 🙂

Lån bogen på bibliotek.dk

Bedømmelse
Karakter