191
2009
978-87-992700-3-3
Som Danmarks svar på Stephen King tager Nikolaj Højberg os i denne novellesamling ind i menneskets mest rædselsvækkende sider, fysisk og mentalt. Gennem otte forskellige noveller skiftevis skræmmes, frydes og gyser man, når rumvæsner og andre udenomjordiske ting får bugt med mennesker, der ser sig selv alt for stærke til at blive besejrede. Især skal fremhæves novellen ”Pink”, hvor store dele af en by udsættes for et angreb fra skyerne af noget uforklarligt, der får mennesker til at gå amok. En soldat, der tidligere har været udstationeret i Afghanistan og troede, han havde set alt, er tvunget til at revurdere den virkelighed, han kender og kæmpe for at redde sin kæreste. Og sjældent har jeg set en hovedperson være mere intenst beskrevet i sin desperate, hæsblæsende jagt efter at få andre mennesker i sikkerhed, mens ragnarok eksploderer om ørerne på ham. I Rapporten om Bent, der skeler til klassiske ufo-historier med grå mænd og biler, der akut får motorstop, får vi en helt ny forklaring på menneskers oprindelse – måske har The Matrix mere ret, end vi aner? Medieliderligheden får også et ordentlig slag på puklen i ”Elvis har forladt bygningen”, hvor journalister i et grotesk scenarie og på jagt efter seertal selv bliver terrorister – i fjernsynets hellige navn og uden det mindste anstrøg af moralsk sans.
Nikolaj Højberg kommer vidt omkring i sine historier og ender på et tidspunkt i Japan i en konflikt mellem to brødre, der er forelskede i den samme kvinde. Her viser forfatteren sin styrke i en psykologisk gyser, der ikke præsterer et eneste monster eller så meget som en dråbe blod, men alligevel får det til at risle koldt ned af ryggen på læseren.
Forfatteren er geolog og bruger på elegant vis sin baggrund i et par af historierne. Den ene får i hvert fald mig til at overveje, hvor dybt man skal grave næste gang – og sender tråde ud til det makabre univers, Stephen King også flyver rundt i.
Med stor psykologisk indsigt og med et flot, flydende sprog, vil gysertilhængere bestemt begejstres over denne perle af en bog. Novellerne er vidt forskellige, nogle mere blodige end andre, men alle med nogle twist, er bestemt udfordrer læserens fantasi til at tænke over, hvor galt det egentlig kunne gå…hvis du var med i den bog!