0 kommentarer

Ulvetider af Pernille Plaetner & Marianne Rohweder

af d. 17. april 2024
Info
 
Sideantal

331

Udgivet

2023

ISBN

978-87-7339-529-5

Udgave

1. udgave, 1. oplag

 

Så nåede vi til 4. bog i serien om politiassistent Martha Munk, der arbejder på Nykøbing Sjælland politistation. En fiktiv person, jeg er kommet til at holde meget af. Ligesom jeg nyder at bevæge mig rundt i Odsherred med hende og hendes kolleger.

Martha Munk finder i denne historie sin bedste veninde Tine dræbt, og hendes overordnede mener ikke, hun kan efterforske mordet, da det er for tæt på. Hun får derfor valget mellem at sygemelde sig eller blive udstationeret til Vestjylland, mens efterforskningen pågår.

Martha vælger nødtvunget Vestjylland og bliver midlertidigt forflyttet til provinsstationen i Lemvig, der til dagligt bemandes af bare to mand, der på ingen måde har travlt i hverdagen, for de kender jo de lokale og ved, hvem de skal holde øje med. Det ser ud til at Martha får nogle rolige uger i provinsen.

I området er den genindførte ulv ved at få sig godt etableret, og det hænder, at den i blodrus dræber landmændenes får, så da en kvinde findes dræbt og maltrakteret i et naturreservat og man finder ulve-DNA på hendes krop, henlægges sagen hurtigt som et ulvedrab.

Men Martha aner uråd, og da der finder flere kvindedrab, voldtægter og overfald sted i det lille samfund, begynder hun at grave i det gamle ulvedrab. Og når man stikker fingeren i en hvepserede, summer alt snart af vrede og frustration, ikke mindst hos hendes politikolleger, der mener hun gør for meget ud af det.

Beskrivelsen af sammenholdet i det lille samfund, de missionske, de hadske og de stovte virker for overfladisk og en villen-den-hele, så det krøb ikke ind under huden på mig, personkaraktererne var for 2-dimensionelle.

På privatsiden har Martha haft lagt sin elsker-kollega Svend på is, da han ikke havde fået fortalt sin kone, at han ville skilles, men nu er det endelig sket: Svend er klar til at blive Marthas officielle kæreste, men hun er ikke klar til at lade ham flytte ind igen. Men skønne Svend får naturligvis yndet sig ind hos Martha igen og alt bliver godt mellem de to. Violinerne spiller til tider lige lovligt højt efter min smag.

Jeg synes ikke det lykkedes at holde dampen oppe i forhold til de tre første bøger i serien, selvom der var uhygge nok i form af incel-mænd, der lever en paralleltilværelse på det mørke internet og de mange forbrydelser til sidst får en uventet drejning.

Derfor 3 stjerner fra mig i stedet for de vanlige 4, som jeg har givet de første bøger.

Nuvel, Martha kommer tilbage til gode gamle Nykøbing, og det er der, hun hører til. Så jeg er med på en bog nummer 5, hvis bare Martha ikke skal føjte land og rige rundt igen.

Lån bogen på biblioteket

Bedømmelse
Karakter