442
2012
978-87-92845-01-6
Sworn to Silence
1.udgave
“Tvunget til tavshed” har alt, hvad den kræsne krimi-connaisseur drømmer om: En overdådighed af virkeligt modbydelige mord på uskyldige, unge piger. En seriemorder, hvis forsvindende få hæmninger bliver færre og færre fra drab til drab. En sympatisk efterforsker med en hel del lig i lasten. En idyllisk by på hysteriets rand. En dejlig masse sider, der bare vender sig selv, mens man glemmer alt omkrig sig. En mere klassisk, veldrejet krimi skal man lede længe efter.
For seksten år siden huserede Slagteren i Painters Mill. Fire unge piger blev myrdet, eller rettere slagtet, og i deres maveskind indridsede morderen romertal, nærmest som om han nummererede ofrene. Nu er han på spil igen, og tallene i de stakkels mishandlede pigers sarte hud er overraskende høje. Hvor har galningen udøvet sine ufatteligt blodige gerninger i alle de år?
Mange af beboerne i det lukkede samfund tilhører amish-sekten, en gruppe kristne, der lever som i 1600-tallet og taler en hollandsk dialekt med hinanden. Byens politichef, Kate Burkeholder, er selv opvokset som amish og levede efter bogen, indtil hun som 14-årig kom ud for en forfærdelig oplevelse. Efterhånden som stadigt flere af byens piger forsvinder, øges presset på Kate, men hendes dunkle fortid hindrer hende i at yde en helhjertet indsats. Hun er så at sige tvunget til tavshed.
Beskrivelserne af den lille flække i et sneklædt Ohio og de mærkværdige eksistenser, der bor sådan et sted, er fremragende. Kate, hendes kolleger, hendes modvillige familie og hendes mange kritikere er også godt ramt – man tror simpelt hen på dem og deres motiver. Og spændingsskruen får et gevaldigt vrid mod slutningen, så man næsten gisper efter vejret.
Alle afsnit, hvor Kate Burkeholder fortæller, er skrevet i nutid. Det fungerer fint. Bortset fra dét er Linda Castillo ingen stor stilist, og handlingen er skåret over en godt gennemprøvet læst. Men hvad Castillo savner i raffinement, har hun til overflod i morbid fantasi. “Tvunget til tavshed” er gedigent krimihåndværk.