Syrener og støv af Ida Maria Forster

En bog der handler om et hverdagsliv for en ung kvinde der er i gang med uddannelse. Eller rettere hendes mange tanker omkring alt hvad der sker omkring hende og særligt omkring hendes ven, der er i krig. Hun prøver at forestille sig Basra og støvet og hvad det vil sige at man er under angreb. Hun mailer med sin ven og prøver samtidig at finde hoved og hale i sit hverdagsliv. Vennen kommer hjem på besøg sammen med en kiste, da en af de andre i samme deling er blevet skudt. Vennen tager afsted igen og hun tæller på ny ned til at vennen kommer hjem. Men det er som om det ikke er den samme person og PTSD og andre ord bliver nævnt. Ord hun slet ikke har lyst til at kende til. En anden ven bliver også syg rent psykisk og der knækker filmen for hende. Hun kan slet ikke være i al det negative der sker omkring hende.

Desværre bliver man som læser ret hurtigt træt af hovedpersonen. For hele hendes væsen udstråler noget overfladisk og til tider ligegyldigt. Som om det er værre for hende end for dem hun kender der er i tingene. Som om man skal have ondt af at hun qua det at hun er ved at blive voksen også skal kunne forholde sig til at hendes venner oplever ting der er frygtelige. Det bliver ret enerverende til sidst at følge hende. Og hendes håbløse kærlighedsliv som hun ikke rigtig ved hvad hun skal stille op med bliver bare endnu en ting hun ikke selv tager ansvar for.

Det er ikke en roman som gør at man ser på unge fra 00erne med sympati. Snarere bliver man som læser kastet ind i en historie hvor man jo ligesom må forstå at det er svært at være ung, selv når man har alle kort på hånden og ikke selv har oplevet noget frygteligt. At korrekturlæsningen i bogen så samtidig har været lidt mangelfuld, hjælper ikke på det samlede indtryk.

Anmeldereksemplar.

lån bogen på biblioteket