Svetlanas erindringer : breve til en ven af Svetlana Allilueva

Det må have vakt en furore da Stalins datters selvbiografi udkom. Jeg var da også temmelig målløs da jeg stod med bogen: forventningerne spændes godt til og man tænker, er det et smædeskrift? En forkastning af terrorregimet?

Ikke helt, men hæng ved: Det starter noget uventet, med en poetisk minutiøs beskrivelse af det fysiske barndomshjem og de flotte omkringliggende skove, som om Svetlana overhovedet ingen forståelse har for læserens grundlæggende interesse i hendes person som datter af en af verdens værste diktatorer. Hendes poetisk højstemte barndomsbeskrivelser bliver hurtigt let ynkelige, når man betænker at hendes far og de talrige ‘politikere’ og statsmænd der kom i huset, i virkeligheden var massemordere. Beria. Trotskij. Molotov. Listen er alenlang.

Selvom Svetlana erkender sin fars problematiske og stridbare sind, mener hun stadig at Beria manipulerede ham til at fjerne, deportere og henrette venner og familie. Når ‘de andre’ satte mistanker i hovedet på faren var løbet kørt. Beria var i hendes øjne den virkelige skurk. Virkeligheden var at Stalin så fjender overalt, med millioner af døde til følge. Datterens opfattelse af at andre satte Stalin griller i hovedet er naiv. Der er ingen tvivl om at hans ordrer medførte massedød, uanset om den indledende idé kom fra han selv eller andre. På den anden side ser hun gennem en del af vanviddet og beskriver marxister, og kommunisterne i Kina som banditter – en påstand det er svær at argumentere seriøst imod.

…skadeligt var hele systemet i sig selv, en frygtelig mekanisme. Min ungdom har nok beskyttet mig, så først nu, hvor jeg er voksen, forstår jeg helt, hvordan det virkelig var. Dengang har kun de erfarne, desillusionerede voksne forstået omfanget af det hele.

Men hendes tillærte skarpsyn fejler alligevel i epilogen: Hvilke mennesker var det ikke! Hvilke helstøbte, stærke personligheder, hvor megen romantisk idealisme tog de ikke med sig i graven, – disse revolutionens første riddere, dens troubadourer.

Revolutionens første riddere var netop de forblændede, bolsjevikkerne, der massemyrdede uskyldige bønder og deres familier.

Bogens sidste totredjedele er mærkbart mere interessante, her dykker vi mere ned i den forrykte familiepatriark Stalin havde udviklet sig til. Der er diverse eksempler:

– ‘Sandheden’ om Svetlanas mors selvmord. Hvordan Stalins had til den meget yngre kone voksede efter hendes død, på grund af et politisk ladet selvmordsbrev, og hvordan alt om morens død blev holdt skjult for Svetlana.

– Stalin hånede Svetlanas bror Jasja, da han forfejlede et selvmordsforsøg med et skydevåben: “Ha, en forbier!”

– Stalins eget barnebarn tilbragte de to obligatoriske år i fængsel, fordi hun var familiemedlem til en krigsfange; alle der blev taget til fange blev regnet for at have overgivet sig til fjenden.

Diktatoren begyndte mod slutningen af sit liv at erkende at han ikke længere havde kontrol over systemet, hvilket gav ham voldsomme kvababbelser. Han hadede når penge ikke blev brugt i den rette kommunistiske ånd, dvs. penge blev brugt til egennyttige og egoistiske formål – hvilket skete i stor stil og på højt plan blandt landets korrupte ledelse:

…i virkeligheden vidste han intet… …man fremlagde ham frit opfundne tal. Han blev rasende, men var dog ikke i stand til at komme til bunds i det. Trods al sin magt var han afmægtig, hjælpeløs over for dette gruopvækkende system, som var vokset op omkring ham, celle for celle til en kæmpe-bikube. Han var ude af stand til at bryde igennem dette system, at slå det itu eller blot at bringe det under kontrol.

Herskeren forsøger midt i vanviddet at mikroplanlægge, styre hvor pengene går hen, men han må se sig slået af det system han selv har opbygget: Ind imellem faldt han pludselig over sine kommandanter og vagtens generaler eller over Vasik og skældte ud: “Snyltere, hvor i rager til jer! Jeg ved, hvor mange penge der løber gennem hænderne på jer – som en si!”

Lån bogen på biblioteket