246
2026
978-87-400-9069-7
Paranoia
1. udgave, 1. oplag
Jeg har tidligere læst en digtsamling af Knud Brix, men denne bog er mildest talt i en anden boldgade. Bogen giver et indblik i et år af Knud Brix´ liv, hvor han var udsat for at blive stalket af en kvinde, han dårligt nok kendte. En kvinde – Edith – var kortvarigt vikar på hans barns skole, hun skriver til ham efter et par år, om han måske kan huske hende. Hun har videreuddannet sig og vil gerne have foden indenfor i medieverdenen og vil gerne have gode råd fra Knud Brix om, hvordan medieverdenen fungerer. De mødes en enkelt gang. Knud tænker, at det var det.
Det viser sig desværre at være startskuddet til et mareridt – for Edith begynder at stalke ham. Det vælter ind med beskeder på alle tider af døgnet – sms-beskeder, beskeder på sociale medier og telefonopkald. Beskederne svinger fra at være indsmigrende til nedladende og til at være direkte truende. Alt fra “Kan vi ikke bare tale tingene igennem som voksne mennesker” til at true med at slå deres hund ihjel, hvis han ikke svarer, hun kalder ham psykopat og andre uhyrligheder.
Knud opsøger politiet, hvilket ikke sætter en stopper for Edith. Hun møder op på hans bopæl og står om natten og kigger op mod hans vinduer. Da Knud Brix er på ferie med sin familie, låner han familiens hus ud til en norsk familie. Mens den norske familie er i huset, møder Edith påvirket op midt om natten og står og hamrer på døren, råber og skriger og skræmmer den norske familie fra vid og sans. Da Knud ignorerer Edith, skriver Edith til hans arbejdsplads og beskylder ham for chikane og overgreb i værste me too-stil, så Knud ender med at få en personalesag på halsen (der senere frafaldes, da han intet galt har gjort). Det kulminerer en sen nat, hvor Edith bryder ind i Knud Brix´ hjem. Han ringer til politiet, der kommer ud og fjerner Edith fysisk. I kølvandet på dette ender Edith med at få et tilhold mod at opsøge Knud Brix.
Bogen beskriver både den uhyrlige og ekstremt grænseoverskridende stalking, som Knud Brix og hans familie er udsat for. Men bogen beskriver også, hvordan det er at være udsat for stalking, og hvad det gør ved et menneske. Man får netop – som bogen hedder – paranoia og føler sig overvåget og bliver mentalt udmattet af at blive ufrivilligt invaderet på den måde.
Knud tænker en overgang, om han har gjort noget, der kunne misforstås som interesse. Men det har han ikke. Der er ingen, der har fortjent at blive chikaneret og stalket.
Bogen minder vel nærmest om en psykologisk thriller. Det er en stærk påmindelse om, at virkeligheden ofte overgår fiktionen, når det kommer til menneskelige afveje. En anbefalelsesværdig læseoplevelse, der sætter sig fast.
Anmelderbog

