0 kommentarer

Skjult af Cara Hunter

af d. 20. marts 2022
Info
 
Sideantal

420

Udgivet

2020

ISBN

9788712059844

Originaltitel

In the dark
oversat af Brian Christensen

 

‘Ved du, hvad din nabo skjuler i sin kælder?’

Et halvt dobbelthus i Oxford har skiftet ejer, og håndværkerne er i fuld gang med en omfattende renovering. I kælderen er en væg ved at smuldre – og ved et uheld bliver der banket hul i væggen. Inde i mørket bagved er – et ansigt!

Ansigtet tilhører en ung kvinde, som sammen med et barn er spærret inde i kælderen i den anden halvdel af dobbelthuset. Huset er ejet af en gammel dement mand, som det er svært at få noget fornuftigt ud af. Kvinden og barnet har vand – men ikke til ret lang tid. Det var i sidste øjeblik de blev fundet. I starten siger kvinden ikke et ord, men da hun begynder at tale, er det hårrejsende. Hun fortæller, at den gamle mand lokkede hende ind i huset, spærrede hende inde i kælderen og voldtog hende. Barnet, som han er far til, vil kvinden ikke have noget med at gøre.

Den gamle mand taler om sin tidligere hustru, ‘Priscilla, den ondskabsfulde ko’, kalder efterforskerne ‘sinke’, ‘idiot’ og ‘dum som et hul i jorden’ – i hans tilstand af demens, ville han da være i stand til at holde en person indespærret? Hvor længe har han været dement og forvirret? Der er noget der ikke stemmer, og Adam Fawley og hans team begynder at interessere sig for en nevø til den gamle mand, som er kommet i huset.

Nogle år tidligere forsvandt en anden ung kvinde, og da det går op for efterforskerne, at hun boede i huset, hvis have støder op til dobbelthuset, aner de en sammenhæng. Har den gamle mand slået Hannah ihjel? Snart retter de dog søgelyset mod enkemanden. Barnepigen, Pippa, vidner imod ham.

Cara Hunter har en helt speciel skrivestil, som gør læsningen varieret og får handlingen til at virke autentisk – jeg kan godt lide hendes måde at skrive på. Hun kombinerer selve handlingen med dialoger, avisartikler, referater fra afhøringer (skrevet med en skrifttype som fra en skrivemaskine), og kommentarer/tråde på de sociale medier. Samme skrivestil brugte hun også i bogen ‘Familiens synder’, ligesom Adam Fawley og hans team igen er på sagen. Vi følger Adam, såvel på arbejde som i privatlivet. Han er gift med Alex, de har haft den store sorg at miste deres søn. Det er et plus med gennemgående personer, hvor man som læser følger deres udvikling – og er inviteret indenfor i privaten.

Bogen er virkelig spændende – den tager en uventet drejning og har en slutning, der overrasker. Jeg var godt underholdt.

 

Lån bogen på biblioteket

Bedømmelse
Karakter