Selfies af Jussi Adler-Olsen

Andre succesfulde, nordiske krimiforfattere gør det. Forlader deres givtige serie med det populære persongalleri og kaster sig ud på dybt vand. Skriver noget helt andet. Nyt, frisk, ambitiøst.

Håkan Nesser gør det konstant. Kjell Ola Dahl gjorde det for nyligt med “Kureren”. Er det ikke snart din tur, Jussi? Du kan jo godt. Tænk bare på den aldeles fremragende “Alfabethuset”.

Problemerne med serien om Afdeling Q er efterhånden så store, at det er på tide at stoppe. Mens læserne (og anmelderne, sjovt nok) stadig hænger ved.

Handlingen i ”Selfies” er helt ude på overdrevet, personerne mere karikerede end nogen sinde. Det er som at overvære en Olsen Banden-film, der gerne vil tages alvorligt. Helte og skurke er aldrig ægte seriøse, men agerer som nogle elskelige hundehoveder & fjumregøje – netop som karaktererne i Olsen Banden.

Plottet: En kræftramt socialrådgiver ser sig gal på sine dovne, dullede klienter og får lyst til at myrde dem. Samtidig ser de dovne, dullede klienter sig gale på hende og får lyst til at myrde hende. Hvilket sammentræf. Og vupti: Med ét forvandler alle sig til benhårde kriminelle og er megaseje.

Imens har Afdeling Q med Carl & Assad i spidsen gang i opklaringen af nogle kvindemord, der minder meget om hinanden. De er dog ikke helt fokuserede, for de skal også finde ud af, hvad der sker med deres kollega Rose, som pludselig er blevet splittergal.

I betragtning af, hvor mange mennesker der må lade livet, er det imponerende, at bogen er blottet for spænding. Selv ikke hjertesvage småbørn ville tage skade af den udramatiske affære, hvor mordene afvikles lige så lidenskabsløst som fiskerinoteringerne i radioen.

Tonen er skærende falsk, når de “hårdkogte” karakterer tumler tumpet rundt og siger “seje” replikker med ord, som kun Jussi kan tro, er nutidige. Hvem siger “spække smøger” i 2016? Eller “Det kunne bare ikke blive sprødere” om noget, der er gået fantastisk…?

Og: “Nu var underdanskernes minisamfund i en af de mørkere gader i Frederiksstaden endelig skudt i gang mod endnu en aften uden deciderede formål.” Knudret med knuder på.

“Ingen kamelvitser lige nu, vel?” bønfalder Carl Assad. Hører du efter, Jussi? Ikke flere kamelvitser! De. Er. IKKE. Sjove.

Den C-film-agtige voldeligt-sentimentale slutning er slem, men værre er trods alt personsammenfaldene. Flere af de implicerede bor tilfældigvis ved siden af hinanden eller har forbindelse med hinanden – og har været ude for voldelige hændelser, der intet har med hinanden at gøre. At alt dette skulle kunne lade sig gøre, svarer sådan cirka til, at du på en kort tur til bageren blev ramt i hovedet af to forskellige nedstyrtende jumbojetter.

Bestem dig nu, Jussi. Vil du skrive komedier eller krimier, for kombinationen fungerer slet, slet ikke.

Lån bogen på biblioteket