541
2023
9788740045147
1.
“Syv m2 med lås” er tiende og sidste bog i serien om Afdeling Q. Det et tid at samle op, lukke løse ender og få alt frem i lyset. Vi har fulgt Carl, Assad, Rose og senere Gordon i afdeling Q i efterhånden mange år. Kollegaen Hardy har boet hos Carl – lammet efter sømpistolsagen, som dræbte Anker, sårede Carl og altså invaliderede Hardy. Jeg har fulgt med fra starten, og var selvfølgelig spændt på slutningen. For mit vedkommende er bøgerne læst efterhånden som de er udkommet, og med utroligt mange andre læste bøger ind imellem, kan det knibe med at huske, hvad der præcis er sket i de første 9 bøger. Så jeg synes, der var rigtig mange personer at holde styr på og nogle tidligere hændelser, som ikke helt var i frisk erindring. Jeg kunne have ønsket mig et kort resume for lige at få genopfrisket de mest relevante hændelser.
Bog nr. 9 sluttede med, at Carl blev anholdt efter fundet af en kuffert på hans loft – en kuffert, som han havde opbevaret for Anker, og som Carl påstod, han ikke kendte indholdet af. Men Carl bliver fængslet, og som om det ikke er nok, er der udsat en dusør på en halv million for at slå ham ihjel. Han er på ingen måde i sikkerhed i fængslet, udenfor er stærke kræfter i gang, på den ene side for at beskytte ham og på den anden side for at slå ham ihjel. Marcus er kold overfor Carl og gør ikke noget for at hjælpe. Rose, Assad og Gordon får besked på at blande sig udenom – hvilket de selvfølgelig ikke kan.
Vi møder både hollandske bagmænd, korrupte politifolk og ditto fængselsbetjente, skruppelløse narkosmuglere og luskede advokater – nogen må dø, andre slipper væk og nogen skummer fløden. Igen er både Carl og Assad i stand til at klare de utroligste fysiske præstationer, endda med brækkede knogler og skudsår. Der er fart over handlingen, og bogen er spændende.
En overraskende person viser sig at være involveret i sømpistolsagen – det gik dog ikke helt op for mig, hvordan eller hvorfor Carl pludselig fik mistanke til denne person.
Bogen slutter ganske fint med optakten til en ny tilværelse for Carl. Selv om serien er slut, går livet videre for Carl, men ikke nødvendigvis som hidtil. Som det nok fremgår, giver det ingen mening at læse denne bog uden at have læst de foregående. Til gengæld kan det være en fordel at læse hele serien over en kortere tidsperiode, end jeg har gjort – så hvis du har serien til gode, vil jeg opfordre dig til at gå i gang og læse bøgerne i den rigtige rækkefølge. For det har bestemt ikke været kedeligt at følge med i de sager, der er blevet løst i afdeling Q.
Anmelderbog