Scarpetta af Patricia D. Cornwell
476
2009
978-87-638-1165-1
Scarpetta
1.udgave
Oplægget til bogen var helt i top: Sunday Express skrev “No one is better than Cornwell” , og Mirror skrev “Forget the pretenders. Cornwell reigns”.
Så mine forventninger var store – og nok alt for store, for jeg kedede mig bravt på de fleste af de 500 sider, og savnede i høj grad at sidde på kanten af stolen og bide negle. Men nu havde jeg sluppet 100 kr. for bogen, så skulle den også læses til ende, selv om jeg nu og da måtte springe et par afsnit over for at komme videre i handlingen.
En såret mand – dværgen Oscar Bane – har søgt tilflugt på et psykiatrisk hospital og vil kun tale med én person: retsmediciner Scarpetta, der er en flittig gæst i medierne som en seriøs, dygtig og ambitiøs retsmediciner.
Da Scarpetta ankommer, betror Oscar hende, at hans kvæstelser stammer fra et slagsmål med den mand, han overraskede efter at denne havde myrdet hans kæreste, der også var dværg.
Men sagen er mere speget end som så -hvorfor ville Oscars kæreste kun se ham én gang om ugen på samme tidspunkt, og hvorfor er Oscar overbevist om, at han er i fare og bliver overvåget af nogen, der vil tage hans identitet. Er det i virkeligheden Oscar, der har myrdet kæresten?
Parallelt følger vi kvinden Shrew, der bor overfor Oscars kæreste. Hun er web-master for en sladderspalte, der går tæt på de kendte, men ved ikke hvem hun arbejder for eller hvor hendes arbejdsgiver har de rabiate historier fra. En dag skal Shrew redigere en historie om, at Scarpetta er blevet overfaldet og næsten voldtaget af en kollega.
En dag bliver også Shrew fundet myrdet – er der en sammenhæng mellem de to mord – og hvordan kan det være, at Oscars fingeraftryk bliver fundet i Shrews lejlighed?
Vi hører også historien om overfaldet på Scarpettas fra hendes egen side, og historien kompliceres af, at mordet efterforskes af denne tidligere kollega. Scarpettas mand og niece spiller også en væsentligt rolle i efterforskningen – og der bruges en masse energi på at høre om dette og hint fra privatfsæren.
Hvis historien var kogt ned til halvdelen og havde koncentreret sig om plottet havde det været mere intenst og spændende – for ikke alt er, hvad det giver sig ud for.
