0 kommentarer

Så var det slut af Joshua Ferris

af d. 15. februar 2009
Info
 
Forfatter
Forlag
Genre
Sideantal

335

Udgivet

2008

ISBN

978-87-21-03177-0

Originaltitel

Then we came to the end

 

Vi befinder os på et reklamebureau i Chicago. Her er mange ansatte – for mange, for opgaverne er ved at ebbe ud. I mangel på reelle arbejdsopgaver går dagene med at se ud som om man har travlt, holde kaffepauser, holder møder, holde flere møder – og mest af alt, så går sladderen. Især Benny er altid god for en historie, og der sladres om alt og alle. Hurtige replikker, ligegyldige dialoger – tilsyneladende et kollegialt fællesskab, men i virkeligheden har de fleste nok i sig selv.

Øverste chef er Lynn, rygterne går, at hun har brystkræft, men på dagen for operationen møder hun op på arbejde – så måske er det kun et rygte? Næstkommanderende på kontoret er Joe Pope, han er ikke specielt populær blandt de ansatte og udsættes for diverse “practical jokes” – f.eks. en anbragt sushirulle bag reolen.

Herudover er der så alle de ansatte – hvoraf nogle snart er tidligere ansatte: “Afskedigelser var over os. Der var gået rygter om dem i månedsvis, men nu var det officielt.”

Bogen har et meget stort antal personer at forholde sig til – for mange, hvis du spørger mig – og det gør, at kendskabet til den enkelte bliver temmelig overfladisk. Mange af personerne har virkelig store problemer at kæmpe med – Tom Mota, en af de første der bliver fyret, må ikke se sine to børn, Janines 9-årige datter er blevet myrdet, Carl er depressiv, og prøver at klare det selv ved at stjæle Janines antidepressive tabletter, og får en kraftig medicinforgiftning, Lynn har (måske?) brystkræft – jo, det er ikke småting personerne i bogen er op imod.

Bogen skøjter dog temmelig overfladisk hen over personerne, der er en masse sladder, men kun meget lidt reel omsorg for hinanden. Det bliver lidt trættende i længden. Cirka midt inde i bogen kommer et helt kapitel, hvor vi følger Lynn´s tanker og handlinger dagen før hendes kræftoperation. Her kommer vi endelig lidt i dybden med en person – men efter dette kapitel fortsætter bogen i samme overfladiske stil. Hvis der er en dybere mening med bogen, gik det ikke op for mig.

Lån bogen på bibliotek.dk

Bedømmelse
Karakter