0 kommentarer

Rosemarys baby af Ira Levin

af d. 14. maj 2023
Info
 
Sideantal

206

Udgivet

1984

ISBN

87-570-1225-3

 

Rosemarys Baby er en sand gyser, fuld af makabre scener og nervepirrende uhygge. En rystende beretning om…heksedyrkelse? I vores århundrede? Det er ikke til at tro!

Således står der bag på min paperbackudgave af Ira Levins måske mest kendte roman. Som jeg skrev i min tidligere anmeldelse(The Exorcist) så bandede Rosemarys Baby vejen for det hjørne af skrækfiktionen, der drejer sig om satan, djævleuddrivelse og heksedyrkelse. Men inden jeg kommer ind på handlingen, som sikker flere af læserne kender til hudløshed, så lader jeg lige mit fokus hvile på forfatteren.

Ira Levin er nok, uden at fornærme nogen, et af de mest kendte navne i amerikansk litteratur. Næsten samtlige af hans bøger blev filmatiseret, og Levins popularitet nåede derfor ud over skansen til et bredere publikum. Men selvom Levin er et yderst velkendt navn, så var han produktion af romaner ret lille. Frustrerende lille, hvis jeg skal være ærlig. Hele syv romaner blev det til, mellem 1953 -1997. Den ret så smalle produktion skyldes flere ting. Til dels så havde Levin travlt med også at producere skuespil og teaterstykker, men manuskripter til film og tv blev det også til. Men den største årsag til den smalle produktion, mener jeg også skyldes, at Levin var en yderst flittig forfatter, der ville sikre sig at hans historier fungerede i alle detaljer. Og det kan jeg kun sige, at han lykkedes med.

Efter denne korte afstikker, så lad os vende tilbage til den roman som dette indlæg egentlig skal handle om. Et ungt par flytter ind i en drømmelejlighed i New York. Guy er skuespiller, og Rosemary er en sød og fornuftige pige fra provinsen. Alt går som det skal, og de bliver endda gode venner med ægteparret, der bor ved siden af. Den første tid i lejligheden er fantastisk, men de før så flinke naboer bliver pludselig noget påtrængende, og Rosemary høre fløjtespil og salmesang fra deres lejlighed om natten. Det går hurtigt op for Rosemary at der foregår noget omkring hende, måske endda i hendes egne stuer, eller måske i selve hendes krop.

Grundlæggende kan man sige at Rosemarys Baby, som de fleste af Levins romaner, handle om kønsroller og sociale værdier. Om det moderne mennesker der vil realisere sig selv, samtidig med at de konservative familieværdier spiller ind. Romanen har bestemt også fokus på forholdet mellem mand og kvinde i det moderne samfund, da både Rosemary og Guy har store drømme for deres fremtid, men de drømmer føles kvalt i den urolige situation, som de befinder sig i. Bogen handler om firhed og retten til individualitet. Rosemary er en mønsterbryder, og er sluppet løs af en streng opdragelse, hvor religion har spillet en central rolle. Efter at have boet i storbyen en stykke tid, lykkedes det for Rosemary at genopfinde sig selv, og det opleves bedst gennem hendes frigjorte veninder. I starten af bogen er hun og veninder på bølgelængde, men kløften mellem dem vokser efterhånden som Rosemary bliver mere og mere uafhængig.

Ira Levins evner for det skrevne ord er bestemt ikke at kimse af. Hans stil er ikke som de flestes. Han bruger ikke længere tid på at beskrive omgivelser eller personers udseende, men går direkte igang med historien. Kort og fokuset skrivning. En skrivestil som, jeg desværre må beklage, ikke rigtig findes mere. Mange forfattere har følt sig inspireret af Ira Levin, blandt andet vores egen danske gysermester Steen Langstrup, hvor man tydeligt kan se parraleller i de to forfatteres måde at skrive på.

Rosemarys Baby skulle naturligvis filmatiseret, og det var Roman Polanski der satte sig i instruktørstolen, og leverede en ganske effektfuld gyser, der næsten blev lige så berømt som forlægget.

Rosemarys baby tilbage fra 68, hvilket gør at den for den mere moderne læser kan virke lidt langsom og tung i betrækket. Men ikke desto mindre, så vil jeg varmt anbefale romanen til alle der har interesse gys, eller bare elsker en spændende historie.

Lån bogen på biblioteket

Bedømmelse
Karakter