Babetta af Nina Wähä

Det her kommer til at lyde forkert, sorry, men jeg siger det alligevel: Denne bog er ikke for cis-kønnede mænd!

Ikke fordi – Nina Wähä skriver skam godt, og plottet er på en måde interessant. Der er bare så fandens langt mellem højdepunkterne, og resten handler om, hvor vanvittigt smuk og cool Lou er, hendes mangefarvede øjne, tonede arme, overjordisk lækre duft, perfekte optræden, ultrafashionable tøj og solbriller.

Lou er døbt Louise og var indtil 3.g en forholdsvis almindelig svensk pige, bedstevenner med Katja, bogens hovedperson. Men så fik Lou hovedrollen i kostumedramaet “Babetta”, der endte som en af filmhistoriens største succeser med Oscar-priser, Guldbjørne og alt til faget hørende.

I dag er Lou etableret stjerne – en værdig arvtager til Greta Garbo, Ingrid Bergman og Lena Olin – og lever det flashy luksusliv i en pragtvilla ved den franske riviera med sin aldrende millionærmand, den verdensberømte filmfotograf og womanizer Renaud, samt kok, havemand og venner, der alle sammen hører til i mediernes sladderspalter.

Herned inviterer hun sin lidet succesfulde, let kompleksfyldte, ludfattige veninde Katja, med hvem hun lå i ske og delte medgang og modgang i de unge år. I dag er de to veninder på vej mod 35, de første små rynker bekæmpes hidsigt, et første gråt hår uha.

Katja er indledningsvis totalt duperet af det sydfranske paradis. Det samme er læseren, som for gud ved hvilken gang ønsker sig et større antal millioner på kreditkortet. Desværre går handlingen meget hurtigt i tomgang, også selv om den klipper til ‘legendariske’ scener i (den fiktive film) Barbetta.

Under den hvidglødende sydfranske sol forløber dage og uger i lediggang, kun afbrudt af en kokainbestøvet fest, små træningspas med den venlige yogatræner, en bytur i ny og næ.

Forholdet mellem Katja, Lou og Renaud udvikler sig til en art ménage à trois, når humøret er til det. Og styrkeforholdet mellem den ordinære Katja og gudinden Lou ændrer sig gradvis. Mod slutningen er der nærmest thrilleragtige undertoner.

Og apropos slutning er der til en forandring to at vælge mellem. Først den ordinære, dernæst en vildere ‘Director’s cut’. Det er sjovt fundet på, men ændrer ikke for alvor ved dynamikken; eller manglen på samme.

Beklageligvis er Nina Wähä ikke videre subtil i sine psykologiske spil, og når dertil lægges en klichémættet handlingsgang, minder resultatet om et let altmodisch kammerspil, hvor skuespillerne taler overdrevet langsomt og t-y-d-e-l-i-g-t.

Lån bogen på biblioteket