0 kommentarer

Rosa af Jonathan Rabb

af d. 18. februar 2011
Info
 
Forfatter
Forlag
Genre
Sideantal

363

Udgivet

2006

ISBN

87-7714-796-0

Originaltitel

Rosa

 

Hvis man tror at Hitler fandt på nazisternes ideologi, så bliver man faktisk en del klogere af at læse denne historie om kriminalinspektør Nicolai Hoffners opklaringsarbejde i forbindelse med mordene på en række midaldrende kvinder, begået i Berlin 1918-19. Jonathan Rabb får således på interessant vis fortalt hvordan ideerne om at forbinde jødehadet med den ariske races overlegenhed udvikledes i lukkede broderskaber i München, inden Hitler meldte sin ankomst.

Kvindemordene har mange lighedstegn, men da liget af Rosa Luxemburg dukker op, opdager Hoffner alligevel små forskelle, som ikke alene overbeviser ham om, at der er tale om en anden morder, men også at nogen forsøger at skjule det virkelige motiv til at myrde en politisk agitator, som kunne blive en alvorlig modstander i spillet om magten.

Titlen “Rosa” henviser til socialisten og agitatoren Rosa Luxemburg, som blev myrdet under omstændigheder, der aldrig er blevet klarlagt. Jeg tror ikke at “Rosa” er Jonathan Rabbs bud på hvad der egentlig skete, snarere at han har benyttet mordet som en anledning til at skrive om en omtumlet periode i Tysklands historie, på baggrund af et politisk motiveret mord på en stor personlighed som Luxemburg. Under alle omstændigheder giver bogen et godt billede af de mange magtkampe, der foregik i kølvandet på krigsnederlaget i 1918, imellem kommunister, socialdemokrater, nationalister, paramilitære korps, det politiske politi (Polpo), osv.

Men det er ikke kun magtspillet, som er godt beskrevet. Hoffners vanskeligheder i privatlivet bliver stillet klart til skue med ægteskabet, hvor han og Martha ikke længere kan tale sammen om de væsentlige ting, hovedsageligt fordi Hoffner har mistet hendes tillid pga. sin utroskab. Og forholdet til hans ældste søn, som hænger i en stadigt tyndere tråd, fordi han ikke tager sig tid til drengen. Jeg vil tro, at mange læsere vil føle sig mere eller mindre ramt af det her..

Jeg er fuld af beundring over at en forfatter født i 1964 i en anden verdensdel er i stand til at leve sig så stærkt ind i Tysklands historie og tysk mentalitet. Tidsbilledet er nemlig fantastisk godt indfanget. Uden at jeg skal gøre mig specielt klog på hverken tid eller sted, så virker billedet absolut troværdigt.

Lån bogen på bibliotek.dk

Facebooktwittermail
Bedømmelse
Karakter