0 kommentarer

Retsmedicinerens frokost af Colin Cotterill

af d. 28. november 2017
Info
 
Sideantal

304

Udgivet

2015

ISBN

978 87 9955 566 6

Originaltitel

The Coroner's Lunch - oversat af Brian Christensen

Udgave

1. udgave

 

Mage til hyggespreder skal man lede længe efter.

Colin Cotterill, der selv har boet i Laos i mange år, har skrevet en barok fortælling om folk og fæ i det sydøstasiatiske land i midten af ’70’erne.

72-årige dr. Siri vil egentlig bare have lov til at nyde sit otium, men de nye kommunistiske magthavere vil det anderledes: Han udnævnes modvilligt til statslig retsmediciner – til en symbolsk løn, uden udstyr og medikamenter, og med to uerfarne hjælpere, hvoraf den ene har Downs syndrom.

Hovedstaden i det ludfattige land, Vientiane, er byen, hvor der absolut intet sker, og hvor der højst er 6-7 dybt overflødige lyssignaler til at regulere den ikke-eksisterende trafik (situationen havde ikke ændret sig meget omkring 2010, hvor jeg selv besøgte landet).

Så den rare dr. Siri kan spise sine morgennudler i fred i et lille gadekøkken, og til frokost flirter han uskyldigt med den frodige baguettesælger Lah. Alt er såre fredsommeligt og søvnigt asiatisk…

… indtil ligene pludselig vælter ind i dr. Siris primitive obduktionslokaler. Vietnamesiske soldater, der har undergået fæl tortur, og en lokal pings voluminøse hustru, der angiveligt har begået selvmord. Alt sammen politisk ømtåleligt, så det havde nok været bedre bare at begrave sandhederne sammen med de afsjælede legemer.

Men dr. Siri er et tidselgemyt. Han kan ikke lade være med at prøve at opklare mysterierne, og det bliver en kamp mod både vrangvillige chefer, livsfarlige fjender og håbløse arbejdsforhold.

”Retsmedicinerens frokost” er camoufleret som en krimi, men reelt er den et venligt og morsomt billede af den skønne republik Laos for godt 40 år siden. Bogen er med en vis ret blevet sammenlignet med Alexander McCall Smiths serie om ”Damernes Detektivbureau nr. 1”, der foregår i Botswana. Men hvor Smith er lettere fjottet og langsommelig, er der langt mere vid og bid i Cotterills historie.

Dr. Siri skal være meget velkommen hjemme i min stue igen, hvis Forlaget Hetland beslutter at udgive resten af serien.

Lån bogen på bibliotek.dk

Bedømmelse
Karakter