252
2014
978-87-02-16097-0
Denne fjerde og foreløbig sidste i Lisbeth Bruns familiekrønike fra Lendrup i Nordjylland handler om Helles voksenliv. Hun flytter tilbage til Lendrup og køber gården Fjordagerholm, hvortil hun i sin tid flyttede ind hos sin biologiske mor Marie og hendes mand, men hvorfra hun blev erklæret uønsket, da moderen flyttede fra gården og blev skilt fra sin mand.
Denne mand er nu død, og Helles brødre giver tilladelse til, at Helle køber gården, hvor hun indretter en rideskole. Da Maries anden mand dør, vil Helle forsøge at gøre alt godt igen mellem Marie og hende selv, men da hun stadig føler sig svigtet, og da Marie også har svært ved at glemme fortiden, bliver dette bofællesskab ikke den rene idyl.
Forholdet omkring Helles adoptivforældres store ambitioner til det barn, de har ønsket sig, kommer ligeledes frem i Helles tanker og læseren fornemmer, hvor svært det har været for Helle at leve op til disse forventninger, og hvordan det har formet Helles tilværelse.
Som de tidligere bøger, er romanen let at komme igennem, den er godt skrevet i et fornuftigt sprog, og man ledes hele tiden videre og ser frem til, hvad der sker i næste kapitel. Man fornemmer, at bogen ikke slutter, så mon der ikke kommer endnu en bog i serien? Man kunne forestille sig, at Helles liv tog endnu en drejning.