Ranx af Stefano Tamburini, Tanino Liberatore og Alain Chabat

I de glade 80’ere hvor en frisure skulle være touperet, hollywoodfilm udelukkende endte lykkeligt og pop musik lød lallende sukkersødt, var den italienske Ranx den diametrale modpol: Et sort troldspejl.

Ranx er en volds- og sexfixeret menneskerobot skabt af dele fra kasserede rank xerox kopimaskiner. En genial skabelseshistorie, som ikke fylder mere end en enkelt side i dette overflødighedshorn af vold og udlevede sexlyster. Alle tabuer brydes: Ranx er kæreste med den kun 12-årige Lu, som kun lever for heroin og sex. Det er cyberpunk i yderste potens, noget af det allertidligste indenfor genren. Ranx var ude før Ridley Scotts film ‘Blade Runner’ – fans af den film vil sandsynligvis storelske kopimaskineandroiden.

Albummet her er den komplette Ranx samling. Serien kørte oprindelig i et italiensk undergrundsblad, her er der knap ti fortællinger. Plot holdes til det såre simple: Lu mangler stof og sender Ranx i byen. Tilfældige mennesker udsættes for Ranx ukontrollable aggressioner, ofte med dødelig udgang, mens tilskuere uhæmmet lufter deres sygelige tanker. Alt det som for normale mennesker ligger i underbevidstheden kastes ud i luften som helt dagligdags replikker. Det er sært og cyberpunktet af helvede til. Genren kan dog godt kræve lidt tilvænning, men det er faktisk en sjælden styrke for albummet vinder ved at blive læst flere gange.

Midt i volden og perversionerne svulmer livsglæden. Det er anarki for frihedens skyld. Den helt igennem usympatiske Ranx er ikke en idiot, og der er sjovt nok mening med hans uhæmmede aggressioner. Læseren fatter hurtigt sympati for figuren. Over tid sker der en udvikling i historiernes handling, for efterhånden rammer volden Ranx selv og robotten smadres og reduceres til biperson, mens forskellige misfostre træder på banen i stedet. Min favorit er Elvis-freaken med to hoveder, der går amok med en motorsav fordi han forstyrres mens han lytter til the King. Der er splat for alle pengene og det begynder rent faktisk at blive så morbidt at det både fascinerer og inviterer til grin.

Grafisk er albummet en fryd, tegningerne fremstår som malerier, og her skal forklaringen nok ses i at den ene af de tre skabermænd var kunstmaler. Udtrykket ændrer sig gennem albummet og bliver stadigt mere fantastisk udført eftersom Liberatore får lov at stå for tegningerne, mens historierne stadig fokuserer sex og vold. I starten kan det godt virke bevidst provokerende og dermed lidt højpandet, men som forfatteren bliver mere bekendt med sit univers, kommer der mere styr på form og fortællevinkel. Ranx fungerer bedst som voldelig bifigur, der ryster op i tingene når handlingen trænger til et spark. Eller som smelter helt sammen når der ikke er brug for ham.

Selveste Richard Corben skamroser albummet i et stort opslået citat på bagsiden, og han har fuldstændig ret.

Lån tegneserien på biblioteket