0 kommentarer

Tanker om at flygte af A. Silvestri

af d. 22. juni 2023
Info
 
Sideantal

134

Udgivet

2023

Udgave

1. udgave.

 

En modig og yderst læseværdig forfatter

En af de mest spændende og mest interessante forfattere på den danske genrescene må bestemt siges at være A. Silvestri. Siden sin debut i 2010 har han tryllebundet sine læsere med titler som Scener fra et parforhold, Et satans arbejde, samt mine to personlige favoritter Slør og Kærlighedsfrugt. Silvestri er, i mine øjne, en af de få forfattere i danmark der tør springe i genrene, og prøve noget nyt af for hver udgivelse. Om det er formen, sproget, figurgalleriet eller tematikkerne, så er én ting altid sikkert; Silvestri underholder altid og levere solid underholdning.

Jeg husker tydeligt mit første møde med A. Silvestri. Jeg havde hørt om, men havde aldrig haft lejlighed til at dykke ned i hans forfatterskab. I 2015 (så vidt jeg husker) var jeg på bogforum, hvor jeg købte novellesamlingen Kærlighedsfrugt. Jeg husker ærlig talt ikke, hvilke forventninger jeg havde, andet end at bogen indeholdte et vist antal horrornoveller, og som horrorfan så er det jo ikke det værste i verden. Jeg gik hjem og læste bogen, også skal jeg ellers lige love for, at jeg blev rusket godt igennem. For Kærlighedsfrugt var ikke bare en almindelig novellesamling, for den gennemgik næsten samtlige nuancer indenfor gysergenren. Ikke én eneste af novellerne føltes ens, og den læseoplevelse påvirkede mig så meget, at jeg fremover holdt flittigt øje med, hvornår A. Silvestris næste bog udkom. Den tid er så kommet nu, for denne anmeldelse skal nemlig omhandle det nyeste skud på stammen. En novellesamling med titlen; Tanker om at flygte. 

Tanker om at flygte

Silvestris nyeste udgivelse, Tanker om at flygte, kan kort fortalt beskrives som weird fiction, og samlingen består af 10 noveller, hvor den gennemgående tema er flugt eller bare at have tanker om at flygte. Normalt er jeg ikke den store læser af Weird Fiction. Jeg har forsøgt mig med forfattere som Thomas Ligotti flere gange, men er gået i stå hver gang. Jeg må bestemt heller ikke regnes for den største fan af Lovecraft (undskyld på forhånd til alle horrorfans).  Derfor var det også med lidt blandede forventninger, at jeg en lørdag formiddag tog plads i min lænestol i mit private bibliotek, for at se hvad bogen havde at byde på. Jeg var kun nåede et par sider ind i den første novelle, da det gik op for mig, at jeg var i trygge hænder. For jeg må erkende at A. Silvestri har gjort det igen, og har skrevet en af de bedste novellesamlinger, som jeg har læst i længere tid, og inden dagen var omme var min læsning slut. Jeg lukkede bogen, kiggede på omsalget, og fik faktisk lyst til at læse den med det samme igen. Det er bestemt ikke hver dag det sker for mig, skal jeg lige pointere.  Nedenfor vil jeg gennemgå de 10 noveller én efter én, og komme med mit bud på de bedste.

Her skal by være

Det første novelle i bogen hedder Her skal by være, og den kan karakteriseres som en slags skabelsesmyte. Historien omhandler et folk, der vælger at bosætte sig for foden af tre vulkaner. De begynder langsomt at bygge et samfund op, indtil det naturligvis går galt. Spørgsmål er så, hvad gør flokken nu for at overleve? For mig var den første novelle fuldstændig fantastisk. Sproget var levende, og konceptet var noget ud over det sædvanlige. Kreativiteten stråler ud af historien, og som læser kan man ikke lade vær med at læse et par af sætningerne flere gange for at nyde dem fuld ud.

Tårnet

I den anden novelle befinder vi os(det er i hvert fald mit bud) en udefineret fremtid i en tørkeramt verden, hvor livet er ved at forsvinde. Tårnet er det vigtigste element i den verden, fordi det kun er det at computere og andet teknologi stadig fungere. Hovedpersonen Aum er nået frem til tårnet og møder tårnherren Ishonoka. Tårnet er en spændende novelle, fordi Silvestri viser at han mestre at skrive eftertænksomme tekster, hvor læseren selv skal på arbejde.

Ingelises vrang

Kvinden Ingelise har hele sit liv være forsagt og ydmyg, men hun beslutter sig for at opsøge et firma, hvor hun han få sit dybeste ønske opfyldt. Denne novelle er ikke for de fleste, da jeg tror mange læsere vil finde den forvirrende, og måske lidt mærkelig. Jeg synes da også at historien var lidt underlig, men der var noget fascinerende ved hele dens univers, der bare talte til mig.

Christian Pedersen skal gå i nul

Hovedpersonen i denne novelle er udsat for voldtægt. For at hævne sig dræber hun gerningsmanden, men hadet forsvinder ikke af den grund. Meget mere vil jeg ikke skrive om denne novelle, andet end at den var min favorit og at den rummer nogle ret overraskende elementer. En helt igennem fantastisk historie.

Cafeliv

Samlingens femte novelle omhandler dating der, i historien godt nok kommer til udtryk på nogle nye og ret ubehagelige måder. En virkelig foruroligende historie, der virkelig må siges at være en kommentar eller satire over nutidens datingmetoder. Virkelig kreativt skrevet og ideen er godt skruet sammen.

Alt det, der ligger bag Alistairs hus

Handler om Alistair der er på vej hjem fra en fest, men som bliver stopper i sidste øjeblik. Derefter sker der så det at….Nej, nænner jeg ikke at afsløre. Det synes jeg selv I kære læsere skal finde ud af. Men én ting kan jeg dog love, og det er, at det bliver godt.

Menneskehavet 

Menneskehavet er nok den novelle som jeg finder svagest. Det er bestemt en velskrevet historie, om en mand der er så fuld, at han kun kan kravle, men den tiltalte mig ikke synderlig.

Amaryllis Faeton 

Historien foregår på et hospital, hvor Amaryllis er i koma. Det lykkedes dog for hendes søn at opbygge kontakt med hende, og han kommer med en forespørgsel, som hun skal tage stilling til. Historien går virkelig rent ind, og rammer ens følelser dybt. Virkelig godt gået.

Brænding

Her er der tale om en erotisk historie, med en kærestepar i fokus. Parret eksperimentere med sex, og det ender med at de trækker flere og flere personer ind i deres leg. For mange vil denne novelle måske virke meget grænseoverskridende, fordi den har sex i fokus, samt hvad man kan finde på af seksuelle eskapader. Novellen er meget beskrivende, så der er meget fokus på alt fra kroppe til kønsorganer. En fin lille novelle, men som ikke-erotisk læser bør man være opmærksom på indholdet.

I spotlightet

Den sidste novelle i samlingen er bestemt en af mine favoritter. Den handler om en kunster, der drømmer om at møde sit idol, digteren Silas K. Arman, og anskaffe sig et eksemplar af en meget sjælden digtsamling. Hovedpersonen arbejder yderst ihærdigt for at få et eksemplar, men det får fatale konsekvenser.

Kvalitet frem for alt

Tanker om at flygte er ikke litteratur for alle. De fleste af historien har ikke traditionelle handlingstråde, hvor hovedpersonen føres fra A-B, og løser en masse opgaver for at nå til klimaks. Med mit kendskab til Silvestris forfatterskab, så tror jeg bestemt heller ikke at det har været hans intention at skrive en såkaldt “metervare.” Tanker om at flygte er, i mine øjne, skrevet til dem der kan rumme den. Den er til læseren der elsker sære og underlige historier, hvor sproget og ideer er i fokus. Derfor er den min frygt at mange læsere måske vil stå af, når de giver sig kast med denne novellesamling, og det er synd. For med Tanker om at flygte viser A. Silvestri at han er garant for kvalitet, og han er bestemt ikke bange for at eksperimentere, og det er noget der score høje points hos denne anmelder.

Kvalitetsforlag

Til sidst vil jeg gerne rose forlaget Screaming Books, der har lagt alle kræfter i for at skabe en virkelig flot udgivelse. Papiret er kvalitet og bogens forside taler vist for sig selv(se billede).

Lån bogen på biblioteket

 

 

Bedømmelse
Karakter