0 kommentarer

Queenie – Harlems gudmoder af Elizabeth Colomba & Aurélie Lévy

af d. 2. juni 2022
Info
 
Sideantal

168

Udgivet

2022

ISBN

9788794265034

Originaltitel

Queenie, la marraine de Harlem - oversat af Marlene Wulff Olsen

Udgave

1. udgave

 

Det nye tegneserieforlag, Umpff, har allerede profileret sig stærkt, selvom de kun har udgivet fire albums. Den seneste udgivelse, Queenie – Harlems gudmoder, et et meget flot og gennemarbejdet værk.

Queenie er baseret på den virkeligelige historie om gangsteren Stephanie St. Clair (1897-1969). Hende havde jeg aldrig hørt om før, måske fordi gangsterverdenen hovedsagligt har været domineret af mænd, men faktisk var hun oppe imod navne som Lucky Luciano og Dutch Schultz.

Historien starter i 1933, hvor hendes mangeårige samarbejdspartner Bumpy, henter hende fra et fængselsophold. Hun skal til at have fodfæste igen, omsætningen er gået ned, mens hun har været i fængsel, og netop Schultz er hendes førende rival.

Queenie er dronningen af numbers games forretningen, en ulovlig lotteriforretning der oftest kostede spillerne penge, men også gav dem håb om en bedre fremtid.

I bedste Godfather stil tager hun som en anden Don Corleone imod almindelige borgere, og lytter til deres problemer, som hun ofte løser på snedig vis. Der er ikke meget hjælp at hente hos det korrupte politikorps, så hun bruger i stedet smædekampagner i avisen, og skummer fløden af udkommet.

Men den egentlige historie handler om hendes overlevelse og en vej ud af kriminaliteten.

Jeg ved ikke om historien er løseligt baseret på hendes liv, der er i hvert fald en del jeg ikke kan genkende fra de par steder, jeg har læst om hende på nettet. Men det til en side, så er det en fin og underholdende historie, selvom jeg indimellem ikke har helt styr på, hvem personerne er, og det til trods for et flot persongalleri bagest i bogen. Det kan måske bero på at personernes ansigter skildres lidt stift og udtryksløst i en ofte tynd streg.

Bortset fra det, så er det rigtig flot tegnet i en naturlig stil, der ikke karikerer, og så klæder det værket at være holdt i sort/hvid. Jeg vil fremhæve tilbageblikkene i hendes liv, som noget af det bedste i bogen, holdt i en gråskaleret stil, så man ikke er i tvivl om, at det foregår i en anden tid. Det er en rigtig fed og virkningsfuld fortællestil.

Elizabeth Colomba har tegnet og skrevet historien og har haft Aurélie Lévy med ind over historien. De bliver kaldt et uventet par, måske fordi Lévy er forfatter og filminstruktør, og Colomba er kunstmaler. Hvordan de pludselig kan lave en så flot tegneserie, kunne have været spændende at høre noget om.

Anmeldereksmemplar

Lån tegneserien på Bibliotek.dk

 

Bedømmelse
Karakter