0 kommentarer

Havørnens skrig af Karin Smirnoff

af d. 10. februar 2023
Info
 
Sideantal

375

Udgivet

2023

ISBN

978 87 7007 773 6

Originaltitel

Havsörnens skrik - oversat af Allan Hilton Andersen

Udgave

1. udgave

 

Den erklærede kommunist Stieg Larsson anede næppe, hvilke kapitalistiske kræfter han slap løs med sin Millennium-trilogi om den vilde hacker og kampsportsekspert Lisbeth Salander og den stædige journalist Mikael Blomkvist, der udkom i 2005-07. Selv døde Larsson i 2004, før hypen satte ind.

Bøgerne blev solgt +50 lande og forvandlet til succesfulde film og tv-serier. Lisbeth Salander blev et brand, en slags feministisk James Bond, millionerne væltede ind, og serien måtte naturligvis holdes i live, som også Bond lever videre her små 60 år efter Ian Flemings død.

Men ak. Seriens rettighedshavere hyrede forfatteren David Lagercrantz til at skrive de næste tre bind i serien, og i årene 2015-19 lykkedes det ham at forvandle Salander & Co. til en art Marvel-spoof uden gnist af autencitet eller jordforbindelse. I mine og mange andre fans øjne var Salander død og begravet som sin oprindelige skaber.

Og nu, i 2023, tager historien en ny drejning. Krimiforfatteren Karin Smirnoff har fået den utaknemmelige opgave at vriste Salander, Blomkvist og hele Millennium-universet fri af Lagercrantz’ fimsede kvælertag, og minsandten om det ikke lykkes for den empatiske og talentfulde svensker. Med ”Havørnens skrig” har et af de stærkeste svenske brands siden ABBA fået sin anden luft. 1000 tak, Smirnoff – og til lykke!

Helt i Stieg Larssons ånd er “Havørnens skrig” en hæsblæsende klimathriller med en slet skjult kritik af kyniske energiselskaber, følgagtige politikere, green washing. Grøn elektricitet skal være fremtiden, koste hvad det koste vil. “For at Jorden kan overleve skal en stor del af menneskeheden dø.”

Alle tråde samles i byen Gasskas i Norrbotten nord for polarcirklen. Mikael Blomkvist ankommer, fordi hans datter skal giftes med den dybt korrupte kommunaldirektør Henry. Lisbeth Salander ankommer, fordi hun er faster til Svala, hvis mor Märta er bortført af fæle folk. Lisbeths gamle uvenner, den morderiske gangsterbande Svävelsjö MC, ankommer, fordi der er millioner og milliarder på spil.

Der skal nemlig opføres vindmøller i stor stil. “Elektricitet i Norrbotten er, hvad olien er for nordmændene.” Gigantiske jordområder skifter ejere på mystisk vis, folk forsvinder sporløst, og i en hemmelig kommandocentral sidder en flok skruppelløse gangstere med dyrenavne og trækker i trådene.

Et perfekt projekt for Salander & Blomkvist – lige dele journalistisk gravearbejde og uddeling af bankekød til slemme drenge. Ved at tilføje 13-årige Svala som tredje hjul på giggen begår Smirnoff en veritabel genistreg; den dystre pige er nærmest en klon af Lisbeth – ekstremt intelligent, hårdkogt, med speciale i astrofysik og dirkefri pengeskabe – de to sammen er lårklaskende sjove.

Her er masser af sne nord for polarcirklen, saftig sex, ækelt misbrug, rå vold og underfundige referencer både til Greta Thunberg og til Lisbeths excesser i seriens forrige bind. Vi vil have mere, Smirnoff, meget mere.

Lån bogen på biblioteket

 

Bedømmelse
Karakter