598
2023
978-87-434-0444-6
Age of vice (på ansk ved Louise Ardenfelt Ravnild)
1. udgave, 1. oplag
”Lasternes tid” er en familiesaga i murstens-klassen.
Indien i nyere tid. En fattig familie med mor, far og to børn bor i en støvet landsby i Uttar Pradesh-provinsen, de er en lavkastefamilie, der dårligt har til dagen og vejen. Efter dramatiske hændelser hvor familiens far bliver dræbt og datteren i familien bliver voldtaget fordi familiens far ikke kunne betale sin gæld bliver sønnen i familien, Ajay, sendt bort. Han er ikke engang teenager endnu, men fjernes fra familien og tvinges til at arbejde for rige familier i en helt anden provins. Hans løn er at han får mad hver dag og nådigst får lov at sove i et beskidt bagkammer på en gammel, beskidt madras, til gengæld skal han arbejde 14 timer i døgnet.
Flere år efter er drengen blevet en ung mand og arbejder nu i New Delhi hos den rige og magtfulde Wadia-familie, der ikke skyr nogen midler for at komme frem i verden. Om de så skal være kriminelle og udnytte omgivelserne på det allergroveste, så gør de det for at beholde deres magt og indflydelse. Taberne er som altid de fattige, der ikke har noget reelt valg – vil du leve, så arbejder du uden løn men får mad og drikke og en beskidt madras. Vil du ikke, så dør du og ingen vil nogensinde finde ud af hvad der skete med dig.
Den unge mand fra den fattige familie hedder Ajay. Han kører Wadia-familiens Mercedes, men kører galt. Nogen dør i ulykken, Ajay får skylden, for han har kørt bilen og han er i øvrigt også fattigrøven, som den rige og magtfulde Wadia-familie tørrer ansvaret og lorten af på. Får det konsekvenser for Ajay? Jo tak, det skal jeg da lige love for det gør. Wadia-familien? Nej da, de har jo de kasteløse fattigrøve til at tage straffen for alting, også for ting de ikke har gjort.
Udover Ajay møder læseren også den smukke Neda og en nysgerrig journalist, der ikke ved om det er bedst at følge sin moral eller sit begær. Herudover også en række øvrige bipersoner, der alle er med til at binde historien sammen.
”Lasternes tid” er en fremragende bog. En dramatisk, episk underholdningsroman, som griber læseren i kraven og nægter at slippe taget. Bogen er spændende og hjerteskærende på samme tid og man bliver fuldstændigt indfanget i bogens univers, det er en virkelig godt gennemarbejdet bog vi har at gøre med her. Måske endda årets bedste bog.
”Lasternes tid” er i øvrigt solgt til udgivelse i 20 lande og er beskrevet som Indiens svar på ”The Godfather” – og så er det den første i en planlagt trilogi.
Fremragende – litteratur når den er allerbedst.
Anmelderbog

