0 kommentarer

Pigen i spejlet af Lonnie Liv Henriksen

af d. 15. juni 2017
Info
 
Sideantal

192

Udgivet

2011

ISBN

978-87-02-07151-1

Udgave

1. udgave, 1. oplag

 

I de senere år er danskerne blevet bombarderet med historier om børn, der er vokset op under aldeles rædselsfulde forhold mens myndighederne har haft endog meget travlt med at stå i kø ved håndvasken for at vaske skidt af hænderne. Brønderslev-børnene. Tønder-pigerne. Lisbeth Zornig Andersen – for bare at nævne et par af de eksempler, som medierne har beskæftiget sig med.

Sandheden er desværre, at der er mange andre børn, der vokser op i dybt syge og dysfunktionelle familier, hvor de voksne på ingen måder påtager sig det ansvar, der reelt påhviler dem.

Lonnie Liv Henriksen er et af de mennesker, der er opvokset i en forskruet familie.

Hun bliver født i 1977 i en familie, der på ydersiden ser nogenlunde normal ud – men ikke er det.

Moderen er underkuet og faderen er en kynisk tyran, der mishandler sin kone både fysisk og psykisk i en grad så hun er hunderæd for ham.

Da Lonnie er blot fem år gammel begynder faderen at misbruge hende seksuelt samtidigt med, at han truer hende til tavshed. Faderen fortæller hende, at hun skal holde sin kæft og makke ret – ellers kommer hun på børnehjem og han kommer i fængsel – og så vil familien blive splittet ad. Han giver hende skyldfølelse hvis hun siger nej og indprenter hende, at det alene vil være hendes skyld hvis han ender i fængsel.

Som ung pige og purung kvinde ender Lonnie i vanskeligheder. Hun passer ikke sin skole regelmæssigt, hun tager stoffer, hun har dårlige venner, begynder at arbejde som escort-pige og ender konstant i parforhold, hvor hun behandles ringere end det skidt man træder på. Alt sammen en reaktion på de seksuelle overgreb hun var udsat for i barndommen.

Først som voksen begynder hun at gå til psykolog og kan herefter begynde sin rejse hen mod at få en hverdag med stabilitet og de faste rammer, der kendetegner et psykisk sundt voksenliv.

”Pigen i spejlet” er fortællingen om en barndom i helvede. Der er her tale om en voldsomt ubehagelig bog om massivt omsorgssvigt, men måske også en bog, der kan hjælpe andre mennesker, der har været udsat for seksuelt misbrug i barndommen. Eller som blot er vokset op i en dysfunktionel familie, hvor de voksne ikke har haft det psykiske overskud, det reelt kræver at opdrage børn.

Bogen er både nøgtern og ærlig – og trods bogens alvorlige emne er det en nødvendig historie, som viser, at vi på nogle punkter har meget langt igen før alle børn vokser op i en familie, hvor reel omsorg og faste rammer er normen.

Bogen er læseværdig og grum – men ikke for sarte sjæle.

Lån bogen på Bibliotek.dk

Bedømmelse
Karakter