Persona non grata af Povl Erik Jensen

På Bibliotek.dk er Persona non grata bl.a. tagget som værende satire. Det er sådan set rigtigt nok i begyndelsen af bogen, hvor Walter er på jagt efter den skønne Monarica:

“Walter må endnu engang til pungen for at få lov til at fortsætte sin tour de force i jagten på den skønne Monicarica. Indenfor i danselokalet møder der ham et overvældende lys- og lydbillede. Lokalet er fuldt af glade og forventningsfulde gæster, som for de flestes vedkommende befinder sig på dansegulvet, mens orkestret spiller på fuld tryk i den kulørte belysning, hvor neon i alle farver, iblandet lysreklamer, giver sit bidrag til den særegne stemning. Men er Monarica her også?”

Walter er just udskrevet fra den lukkede og ankommet til sit nye hjem, et bofællesskab for sindslidende, da der opstår problemer. Walter er meget optaget af den opgave Den Store Befrier har givet ham og mindst lige så optaget af det modsatte køn. Så det en af beboerne tilstår at være jomfru springer Walter beredvilligt til, smider bukserne og er klar. Den forvirrede jomfru reddes af beboernes opsynskvinde og midt i forvirringen smutter Walter med sine bukser på slæb. Ud for at finde Monarica og forhåbentligt få flere tegn fra Den Store Befrier.

Hvis Persona non grata var fortsat i denne stil, kunne vi sagtens have fået en herlig Finn Søeborgsk historie ud af hans forvirrede sind.

Men desværre møder Walter Ahmed, der vil udnytte han svaghed, udgive sig for at være Den Store Befriers sendebud og få Walter til at medvirke i en terroraktion. Ligeledes møder Walter Svend og Ole, der vil belære ham om både kristendom, islam og jødedom samt føre lange filosofiske samtaler med den stakkels unge mand.

Og lige så stakkels føler jeg mig. Jeg troede, at Povl Erik Jensen ville indvi mig i Walters sind og i de gåder, der findes der, og i stedet skal jeg nu kæmpe mig igennem den ene beskrivelse af grundtankerne i islam og kristendom efter den anden.

Lån bogen på Bibliotek.dk