269
2010
978-87-11-42376-9
Parløb
1.udgave
Romanen “Parløb” består af stærke fyldige kvinder, superhelte, kiksede detektiver og bryster mig her og bryster mig alle vegne. Bogen ligner et kampskrift kamufleret som roman med udprægede tegneserietræk. Nå ja og tilsæt så et godt skvæt humor. De første 100 sider blev læst med noget der nærmer sig vantro, resten i en døs af befippelse. Bøger der aktiverer den slags følelser er ikke hverdagskost. Hvis du ikke er bange for noget med en ny og anderledes smag, så kast dig ud i “Parløb”.
Persongalleriet består af detektiv makkerparret Gunnar og Vad. De er mest af alt et par aparte amatører og indtil nu har deres sager overvejende drejet sig om bortløbne katte. Ud over de samboende detektiver omfatter den gode side professor / superhelt Sir Lawrence Bastard, noget op i alderen, men stadig i fuld vigør. Vi møder også Bastards unge kvindelige chauffør og så selvfølgelig Mor Danmark, en fuldvoksen kvinde, der turer rundt i gaderne iført superhelteoutfit og banker folk der ikke opfører sig ordentligt over for børn og kvinder. På modstanderens side, klædt i sort, har vi en magtfuld fjende, som tilsyneladende mangler noget som Sir Lawrence Bastard besidder. Der trækkes tråde tilbage til korsridderne, hvor to stridende tempelherrer og hospitalsridderne slås om magt.
Bogens absurditeter, de kiksede mænd, kvinder der har overskæg, kæmpebryster og godt med flæsk at holde fat i og glæde sig over, det hele har jeg simpelthen ikke set før i bogform. At jeg samtidig synes det er helt okay at nævne bryster i en eller anden sammenhæng på hver anden side i bogen handler om, at bryster tydeligvis beskrives ud fra en ubændig trang til at prise bryster og kvinderne bag dem, og det kan man da kun bifalde.
“Parløb” er anden del af trilogien “Anden der vandrer”. Hvor første del var mere litterær og ikke så let fordøjelig, glider “Parløb” fornøjeligt ned. “Parløb” kan godt læses selvstændigt.
Smagsprøve – dog uden bryster:
“Det er skybrud udenfor. Fristaden er ét ælte, opført som den er på et grønt område i byen, nu slæmmet op af regnen og en hær af gummistøvler, som en guldgraverby skudt op som ukrudt gennem gammel asfalt, med kanonbådsskure og nedlagte kaserner der førhen husede den danske flåde, nu slagmark for en evig kamp om dens fremtid, hver eneste dag er der sammenstød, ordensmagten sætter hunde ind mod den stenkastende ungdom, der vil omstyrte samfundet med gadebål og hærværk, et skuespil der gentager sig i det uendelige, som slaget på Gråhede der udkæmpes hver nat af spøgelseshære.
Lige nu er her dog roligt. Regnen har slukket den hellige ild hos de fleste.”