936
2016
978-87-02-17449-6
Dragonfly in Amber (oversat af Henrik Enemark Sørensen)
1. udgave
Diana Gabaldon fortsætter med ‘Guldsmed i rav’ serien om Claire, der i seriens første bog, ‘Den engelske kvinde’, sendes fra tiden kort efter 2. verdenskrig tilbage til det attende århundredes Skotland. Nu fortsættes hendes eventyr, og jeg tror klart, man vil få mest ud af denne bog, hvis også man har læst den første i serien.
Denne bog starter dog i Claires egen tid, i 1960’erne. Claire er blevet ældre, og er på ferie med datteren Brianna. Sammen rejser de rundt i det skotske højland, og Claire overvældes af minder fra en på mange måder fjern tid. Claire har et mål med turen til Skotland, nemlig at fortælle datteren om sine forunderlige oplevelser i fortiden. Og med denne beretning får også læseren lov at komme med tilbage til Claires fortid, og det farefulde og spændende liv hun levede med manden Jamie.
Ligesom med seriens første bind tryllebindes man af det univers, Diana Gabaldon har skabt. Selvom jeg var en smule skuffet, da bogen viste sig at starte ud i en mere moderne tidsalder, snydes man ikke for at blive taget med tilbage til det skotske højland. Bogen får dog kun 4 og ikke 5 stjerner, da jeg synes, den er lidt længe om rigtigt at komme i gang. De første mange kapitler bruges på at bygge op til selve historien, som man som læser bare gerne vil i gang med! Men når fortællingen først går rigtigt i gang, har man i denne, såvel som i forgængeren, en fortælling med fuld fart over feltet, så man som læser hele tiden er nødt til at læse bare ét kapitel mere, før man lægger bogen fra sig.

