464
2005
8711292245
The Waste Lands
4. Udgave
Stephen King startede serien om ‘Det Mørke Tårn’ i 1970. Første bind udkom dog først i 1982 og den afsluttende 7. bog, ‘Det mørke tårn’, udkom i 2004. King overraskede alt og alle i 2012 med endnu en bog i serien, den fik nummer 4½. Serien er fantasy når det er bedst. King har skabt en parallel verden der ligner vores egen meget, men den har forandret sig, er blevet syg, og det er revolvermanden Rolands mission at finde det mørke tårn og rette op på tingene. Det er en blanding af riddertid, western og science fiction og det er dybt fascinerende og underholdende. Samtidig er det et stort epos om venskab, sammenhold, svigt, kærlighed og det meste af følelsesregistret kan komme på bane, så er i advaret. Og der bør nok nævnes, at det ikke giver meget mening af starte et sted midt i serien, begynd forfra med ‘Revolvermanden’.
Det er min tredje tur jeg tager sammen med Roland og hans Ka-tet, bestående af Eddie og Susannah, som han har hentet i vores verden i den foregående bog. De er nu uddannet som revolvermænd, efter at Roland selv blev hårdt såret, og de får hurtigt brug for hans revolvere, da en 20 meter høj bjørn angriber dem. Ellers er de bærende elementer i ‘Ødemarken’ historien om 11-årige Jake, der døde i første bog, både i vores New York anno 1977 og igen i Rolands verden. Både Roland og Eddie tror de er ved at blive sindssyge, da de bliver ved med at drømme om og tænke på Jake. Der er ingen anden udvej, end at få ham tilbage til Rolands verden, hurtigts muligt. Roland og hans venner begiver sig videre mod byen Lod (som rimer på blod), hvor det halvvanvittige tog, Blaine, venter dem, men inden da må de så grueligt meget igennem.
‘Ødemarken’ har altid været min yndlingsbog i serien. Deres vandring gennem landskabet, hvor de møder så meget mærkeligt og ligeledes dystre tegn på verdens forestående undergang, er meget spændende. Det er dybt underholdende, at de pludselig møder noget fra vores verden, som f.eks. et nedstyrtet fly fra 2. Verdenskrig, eller atomare anlæg i en verden, der ellers i mange år har lignet vores middelalder. Og ind imellem finder de ‘døre’ som giver adgang til vores verden og omvendt.
Får man lyst til at dykke ned i de nu 8 bøger i serien venter der en stor læseoplevelse, et eventyr inspireret af ‘Ringenes Herre’, Legenden om Kong Arthur og gamle Clint Eastwood westerns. Man efterlades i bogen af en cliffhanger af dimensioner, som først bliver afsluttet i næste bog, ‘Troldmanden og glaskuglen’, som bl.a. består af en af de mest grusomme kærlighedshistorier, jeg til dato har læst. Så er i advaret, for anden gang!!

