224
2017
9788763849135
1. udgave
I en meget minimalistisk fremstilling følger vi en ung kvindelig gymnasielærer et efterår. Hun møder en gift mand i toget på sin første arbejdsdag. Der er ikke meget snak, de ved bare, at de skal have hinanden. Affæren starter på togets toilet, og romanen forløber fra august til december. Den veksler mellem at skildre den unge kvindes affære og hendes arbejde for at få plantet sin læreridentitet.
Romanen virker som et langt digt eller en slags kortprosa, hvor teksten skifter frit mellem dialog, refleksion og registreringer af dagligdags ting. Selv filmklip, ordbogsopslag og drømme strømmer frit uden overgang mellem hinanden. De korte linjer og den dobbelte linjeafstand underbygger det ”digtagtige”.
Jeg er imponeret over den konsekvente stramhed, som Tine Høeg driver fortællingen frem med. Det er virkeligt flot. Man får med få detaljer fornemmelsen af det ”nu”, som hovedpersonen står i. Om det er følelsen af usikkerhed på at leve op til lærerrollen blandt de unge gymnasieelever eller tomheden efter møderne med elskeren.
Det er spændende at læse en tekst, der er så ”befriet” for normale konventioner, hvad angår indholdsstruktur, tegnsætning og layout. ”Digteformen” ligestiller indre tanker og tilsyneladende tilfældige ydre observationer – men disse registreringer er nok alligevel ikke så tilfældige og giver situationerne et ekstra tvist. Selv fortællervinklen er flydende og blander sig hen ad vejen med den familie, som kvinden er ”trængt ind i” via elskeren. Tine Høegs blanding af stædig humor og hudløshed lyser igennem de få udvalgte linjer, der fremkalder de enkelte situationer.
”Nye rejsende” får mig lidt til at tænke på Simon Fruelunds ”Pendlerne”, der også tager udgangspunkt i et tog. Men hvor han bruger nye personer for hvert sekvens, følger vi i ”Nye rejsende” hovedpersonen hele vejen. Bogen skal have fem stjerner for den gennemførte form. Mest fordi formen i sig selv bliver en oplevelse. Den knappe form har til gengæld også sine begrænsninger, da læseren ikke opnår en større fordybelse eller udvikling af nuancer, som en roman normalt tilbyder. “Nye rejsende” er mere intense øjebliksbilleder i et kort forløb.
*
syvende gang jeg ser dig nøgen:
mit køkken
formiddag
sådan et underligt lys
da du er gået
og en duft af sødt
fra posen på bordet
du har haft kage med
en pik en kage en hjerne et hjerte
har du haft med
og efterladt kagen