0 kommentarer

Nemesis af Philip Roth

af d. 27. oktober 2014
Info
 
Forfatter
Forlag
Genre
Sideantal

234

Udgivet

2013

ISBN

978-87-02-10074-7

Originaltitel

Nemesis (amerikansk)

 

Efter at have læst “Nemesis” er jeg blevet bekræftet i, at Philip Roth er en fremragende forfatter, der i høj grad er et oplagt bud på en fremtidig modtager af Nobels litteraturpris. Faktisk må jeg indrømme, at jeg er en kende prinsesse-fornærmet over, at Roth også blev forbigået til prisen i år – men forhåbentlig når han at få prisen inden for en overskuelig årrække.

“Nemesis” foregår i New Jersey i 1940´erne. Anden verdenskrig raser og mange amerikanere er udstationeret, bl.a. i Normandiet, hvor de kæmper mod nazisterne.
Bucky Cantor, en ung jøde i starten af 20´erne, er dog ikke i hæren idet hans dårlige syn har forhindret ham i at blive optaget i hæren. I stedet arbejder han som fodboldtræner på en lokal legeplads, hvor han med succes træner skolebørn i, hvordan man bliver god til at spille bold.

Selvom jobbet er sjovt generer det Bucky Cantor voldsomt, at han ikke er hæren, for han føler sig som en forræder mod sit eget fædreland. Det forstår hans kæreste Marcia ikke, hun er glad for at have Bucky hjemme og synes han udfører et godt arbejde ved at være et forbillede for skoledrengene.
Alt kunne være fryd og gammen – havde det ikke været for en voldsom polio-epidemi der plager bydelen voldsomt.

Bucky søger at holde modet oppe, men er voldsomt påvirket af, at flere af drengene på legepladsen er blevet smittet – og at nogle af dem også er døde af sygdommen.

Bucky flygter en kort periode fra bydelen i New Jersey for at arbejde i en sommerlejr i nabostaten, hvor også Marcia arbejder, men det bliver ikke en ubetinget smuk oplevelse, for også her hærger polio-epidemien – og Bucky når sågar at rage uklar med Marcia.

“Nemesis” er fortællingen om en ung mands forsøg på at gebærde sig i verden, men er ligeså meget fortællingen om den reneste ondskab man kan forestille sig, om hvorfor nogle mennesker påtager sig ansvar for noget, de ikke er skyld i – og så er det en fortælling om, hvordan man mod alle odds kan ende med at ødelægge tilværelsen for sig selv.

Philip Roth har med “Nemesis” bedrevet en velskrevet og spændende roman, som jeg i høj grad nød at læse.

Bogens sidste kapitel hører ikke til blandt det bedste Roth har skrevet, men det ændrer ikke på, at “Nemesis” er en fin og læseværdig bog.
Roth har en sikker og overbevisende pen og et godt blik for at beskrive det menneskelige sind på en overbevisende måde, så jeg vil gerne anbefale “Nemesis” på det varmeste – det er en af Roth´s bedste bøger til dato.

Lån bogen på bibliotek.dk

Bedømmelse
Karakter