0 kommentarer

Myrna af Michael Enggaard

af d. 28. juni 2024
Info
 
Sideantal

271

Udgivet

2024

ISBN

978-87-400-7726-1

Originaltitel

Myrna

Udgave

1. udgave, 1. oplag

 

“Myrna” er en roman, der har en del at byde på, når man læser, hvad den handler om.

Når man så læser bogen og sidder tilbage med oplevelsen af, at bogen ikke har indfriet ens forventninger, så sidder man nok mest tilbage og ser lidt skuffet ud i ansigtet.

Myrna er en midaldrende dame, der driver frisørsalon på Damhustorvet i Rødovre. Hun bor i lejligheden ovenpå med sin teenagedatter Asta. De lever et jævnt liv, men Myrna har haft en temmelig turbulent ungdom.

Som ganske ung var hun prostitueret og stofmisbruger – og fik en søn, som tidligt kom i familiepleje fordi hun ikke magtede at passe drengen ordentligt når hun selv skejede ud og levede ustabilt. Dengang var hun venner med et par andre kvinder, der også ernærede sig som prostituerede på Vesterbro i København – og en ganske bestemt person og nogle ganske dramatiske hændelser har bundet disse kvinder sammen.

En dag ser Myrna et foto i en avis. Billedet er af Roar, der i dag er gammel og affældig, men som dengang var magtfuld i underverdenen og som gjorde noget utilgiveligt, der fik gruppen af kvinder til at miste kontakten med hinanden og skabe ganske andre liv for sig selv.

Myrna beslutter sig til at kontakte de andre kvinder fra dengang. Efter at have set Roars billede er der pustet til ilden inde i Myrna – hun vil gerne have hævn over Roar og går stærkt ud fra de andre kvinder er lige så opsatte på hævn selvom de ikke har set hinanden i mange år.

Myrna opsøger kvinderne fra dengang en efter en – og derefter går jagten på Roar ind. Hvad der sker herefter er et hæsblæsende raid, som du selv bør læse bogen for at følge.

Omend historien om Myrna er ganske fin og portrættet af Myrna også er glimrende, så bliver bogens handling gradvist mere og mere utroværdig. De første to tredjedele af bogen fungerer fint – men sidste del hvor kvinderne opsøger Roar og forsøger hævn over ham virker ikke. Sidste del bliver for langtrukken og ganske enkelt utroværdig i de ting, som Roar udsættes for. Det gør desværre, at bogen falder til jorden med et brag, hvilket lidt ødelagde den samlede læseoplevelse for denne anmelder.

2 stjerner – for en fortælling der starter godt, men som ender utroværdigt.

Anmelderbog

lån bogen på biblioteket

Bedømmelse
Karakter