0 kommentarer

Min mor var besat. Da jeg mødte depressionens dæmon af Peter Øvig

af d. 17. september 2021
Info
 
Sideantal

317

Udgivet

2019

ISBN

978-87-02-28145-3

Udgave

1. udgave, 1. oplag

 

Da Peter Øvigs mor dør, jubler han af glæde! Overfor andre kunne moren være helt almindelig, flink og normal. Men når dæmonen tog over, kunne hun skifte sindsstemning og blive ond, angribe sin familie, beskylde børnene for, at de ikke gjorde nok for hende.

‘..når jeg taler om dæmoni, er det kun, fordi det under en depression opleves, som om noget udefrakommende, ondt og fremmedartet tager magten over krop og sind.’

Det var selvsagt en stor belastning for Peter og hans søster at vokse op med en mor, der i stedet for at give børnene omsorg, selv krævede og forventede omsorg fra dem. De voksede op med skyldfølelse og i alarmberedskab.

Peter beslutter at skrive en bog om sin mor efter hendes død. Og han går grundigt til værks. Dels skaffer han de tykke stakke af journaler fra talrige indlæggelser, dels taler han med nogle af hendes gamle venner og hans mors læge. Peters kusine, som han interviewer til bogen, har selv haft en problematisk opvækst med en mor der var pillemisbruger, men det finder han først ud af nu, hvor de begge er voksne. Hendes beretning kommer også med i bogen. Der var meget, der blev fortiet, da de var børn, ingen af dem fik hjælp udefra, man holdt kortene tæt ind til kroppen i familierne, facaden var vigtig.

Han prøver at forstå, hvad der ligger til grund for morens sygdom. Mens han skriver, rammes han selv af en voldsom depression, og han kan ikke skrive bogen færdig. Han opsøger mange forskellige behandlere, og får det også kortvarigt bedre, men depressionen vender hurtigt tilbage med fuld styrke. Heldigvis har han en kæreste og gode venner, som konstant er der for ham og som tager ansvar, da den eneste mulighed er en indlæggelse.

Først da han tvangsindlægges og får elektrochok, sker der en noget – han kalder det for et mirakel. Efterfølgende skriver han bogen færdig, og jeg blev glad, da jeg læste, at han ved at se på gamle familiefotos får øjnene op for, at hans mor faktisk havde en anden side, hun formåede at holde børnefødselsdage, bage boller og lagkage, hvilket, han i lyset af sin egen sygdom, erkender har været en kæmpestor anstrengelse for hende. Han får trods alt et mere nuanceret billede af moren, gode minder, som næsten har været fortrængt, dukker op igen.

Psykisk sygdom er på mange måder stadig tabubelagt. Det er derfor en meget modig og meget personlig bog. Som nævnt er han meget grundig i sin research, og både han selv og læseren får en forståelse for morens liv, som ikke blev det, hun havde ønsket. For hun bliver – som noget ganske naturligt – pålagt rollen som hjemmegående hustru og mor, mens hendes mand gør karriere. Hendes gode eksamen er ikke noget værd. Skuffelse og frustration har formentlig været medvirkende til, at hun blev ‘besat’ – det er trist, både for hende og for børnene.

Bogen er især relevant at læse for pårørende, der har psykisk sygdom i familien eller vennekredsen.

Efterfølgeren til bogen, ‘Jeg er hvad jeg husker’ er netop udkommet og står på læselisten.

 

Lån bogen på biblioteket

Facebooktwittermail
Bedømmelse
Karakter