Min far kan lide fugle af Maja Lucas
90
2008
978-87-11-31770-9
Disse 72 små prosastykker kredser om barnets (også det voksne barns) oplevelse af at være skilsmissebarn. Teksterne er ultrakorte.
Hver tekst består af højst en lille side og tangerer – både på grund af denne korte form og tekstens billedskabende frem for fortællende karakter – lyrik.
Lucas’ evne til at fremskrive stærke billeder er da også det, der fungerer finest i “Min far kan lide fugle”.
Af og til kan det dog synes som om, der er noget, der mangler at blive foldet ud. Tankerne om: Hvem ligner jeg mest? Min mor eller far? Samt de skyldfølelser, der – for jeg’ets oplevelse af at være fars pige – er forbundet dermed, er vel næsten et grundvilkår ved det at være skilsmissebarn.
Dette udtrykkes eksempelvis i sætningen:
“Jeg savner at stå mellem dem, at være gennemsnittet af dem”.
Også følelsen af pludselig at være vidne til forældrenes liv frem for at være en del af det, genkendes.
Alligevel er det som om teksterne trods denne genkendelighed ikke rigtig når ind.
Endelig fremstilles rigtig mange af teksterne som en drøm, og man kan fundere over hvorfor.
Drømme i litteratur er jo bevidst skabte scenarier og ikke de ubevidst fostrede drømme, der kommer til os om natten. De litterære drømme er som sådan nogle særlige drømme, og der kunne i Lucas’ tekster sagtens være skrevet “jeg tænkte” eller “jeg forestillede mig” frem for dette: “jeg drømte”.
I denne bog synes jeg ikke, man som læser berøres mere af drømmesekvenserne end af virkelighedsskildringerne. Drømmene fortæller heller ikke mere her, fordi de er skrevet som drømme, men de giver de skøre indfald midt i det alvorstunge.
Når hun vælger drømmen til at udtrykke sig igennem, er det måske for at understrege det forbudte og endda undertrykte ved et skilsmissebarns følelser.
Samtidig spilles der på, hvordan drømme kan forekomme virkelige, mens virkeligheden for jeg’et er en ond drøm.
Og her udtrykker bogen noget centralt. Selv om skilsmisse i dag er socialt accepteret, er det stadig en beslutning, der kaster lange og mange skygger.
Bogen får 3 stjerner for det på en gang lyrisk og prosaiske sprog, som er en smuk stilart. Og for glimtvis at sætte meget præcise ord på et skilsmissebarns livsvilkår.
