0 kommentarer

Miss Island af Audur Ava Ólafsdóttir

af d. 15. januar 2020
Info
 
Sideantal

278

Udgivet

2019

ISBN

978-87-93629-79-0

Originaltitel

Ungfrú Island (oversat fra islandsk af Erik Skyum-Nielsen)

Udgave

1. udgave, 1. oplag

 

Island i 1963.

Den unge kvinde Hekla (ja, hun er opkaldt efter vulkanen af samme navn) er vokset op i et lille bonde- og fiskersamfund ved navn Dalir.

Hekla har store drømme om at blive forfatter, derfor bryder hun op og flytter til storbyen Reykjavik, hvor hendes bedste ven, den homoseksuelle Jon John, har bosat sig. For at tjene til dagen og vejen søger hun job som serveringspige på Hotel Borg så hun kan skrive på sine manuskripter om natten. Om natten fordi forfattere som regel er mænd og unge, smukke kvinder får at vide at de hellere skulle stille op i en konkurrence om at blive Miss Island end at sidde derhjemme og skrive på et manuskript til en roman.

”Miss Island” fortællingen om Heklas hverdag i Reykjavik i 1960´erne, om det utilfredsstillende job, om forholdet til digteren Starkad, som hun vist ikke gider sådan helt for alvor og om drømmene for fremtiden, der presser sig på. Drømmene om at skrive synes hun for øvrigt ikke hun kan dele med Starkad, så forholdet er måske dødsdømt på forhånd når man ikke oplever at kunne være ærlig om hvad man ønsker sig af tilværelsen.

Udover at være fortællingen om en ung kvindes tilværelse i 1960´erne kan man godt forsvare at beskrive romanen som en mere generel beskrivelse af hvordan det var at være ung, kvindelig forfatter i et snævertsynet samfund, hvor mænd stadig havde absolut fortrinsret til de fede jobs – og hvor mænd måske stadig havde forrang i de fleste af livets forhold – alene på baggrund af, at de var mænd. Man kan måske endda argumentere for, at temaet stadig er relevant her i starten af 2020.

”Miss Island” er den fjerde bog, der er udkommet på dansk af den islandske stjerneforfatter Audur Ava Ólafsdóttir. Tidligere er romanen ”Ar”, der indbragte forfatteren Nordisk Råds Litteraturpris, landet på hylderne hos landets boghandlere.

Selvom ”Miss Island” er en aldeles glimrende roman synes jeg bedre om de to andre romaner jeg har læst af hende. Denne roman er dog stadig virkelig fremragende og litteratur af meget høj kvalitet.

”Miss Island” er en djævelsk velskrevet roman fra en af tidens fremmeste forfattere. Bogens tema er både relevant og spændene at læse om – og så gør det jo ikke noget at personskildringerne er så forbandet overbevisende, at man næsten kan se bogens personer for sit indre blik.

”Miss Island” er litteratur af ædel aftapning og jeg vil mene, at bogen stadig til december er på min liste over årets bedste læseoplevelser.

Lån bogen på biblioteket

Bedømmelse
Karakter