Max, Mischa & Tet-offensiven af Johan Harstad

Små 1100 sider og et lille halvt århundred strækker mammutværket ”Max, Mischa og Tet-offensiven” sig over, og det er ikke en side eller et øjeblik for meget. Historien er vanvittigt medrivende, og Harstad skriver så ukunstlet, så ubesværet som en Elena Ferrante på sine gode dage. Man cruiser gennem bogen og glemmer alt om tid og sted undervejs.

Max er en genert, tænksom 13-årig, da familien emigrerer fra Stavanger til Garden City nær New York. Her bliver han venner med Mordecai, der som han er en sucker for underlig musik og lødige film, ikke mindst Coppolas legendariske krigsdrama ”Apocalypse Now”, hvor store heltegerninger, dystert tankegods og fed musik går op i en højere enhed.

Et tilfælde sporer Max og Mordecai ind på scenekunsten, og med afsæt i nogle ualmindeligt ambitiøse skoledramaer ender Max som succesfuld teaterinstruktør og Mordecai som skuespiller. Inden da er Max blevet kæreste med den syv år ældre maler, Mischa, der til forveksling ligner skuespilleren Shelley Duvall i hendes yngre dage.

Sideløbende følger vi Max’ farbror Ove, eller Owen som han kalder sig over there, der som ung meldte sig under de amerikanske faner i Vietnam og senere slår sig igennem som alsidig musiker og komponist. Ved skæbnens gunst får han fingre i en huslejereguleret 306 kvadratmeter stor luksuslejlighed på Manhattan, hvor trådene nu samles.

”Max, Mischa og Tet-offensiven” er en kunstnerroman med et jazzet lydspor præget af Coltrane, Mingus, Monk… Det er Kunsten, Harstad brænder for, og som han formidler så fornemt, at selv en jordfræsende dansker pludselig ser lyset.

Vi er med helt inde under huden på hovedpersonerne. På en 16-årig Max, når en brøsig, sindssygt dygtig dramalærer hegler ham igennem for, at han skal finde ind til sjælen i Beckett, Ionesco og andre udødelige skuespilforfattere. Og når Owen i en alder af 40 næsten får tæsk af en ilter sort klaverlærer, der vil have ham til at glemme noder og manerer og kaste lunser af sig selv ind i musikken.

Disse afsnit er så beåndede, så indlysende rigtige, at man (jeg) for første gang forstår, hvordan sand kunst opstår. Talent, javel, men især hårdt, hårdt arbejde. Frustrationerne og den sure sved emmer fra siderne, men også forløsningen bagefter, den vilde glæde, når noget endelig lykkes.

Elegant, helt uden at moralisere får Harstad indflettet budskaber om krigens dårskab og den uhæmmede kapitalismes skamløshed. Max er den socialt engagerede skandinav, Mischa en mere skødesløs kunstnersjæl. Og Tet-offensiven? Tja, det var dén, der i 1968 vendte krigslykken i Vietnam. De kommunistiske vietcong-guerillaer og den nordvietnamesiske hær koordinerede en række overraskelsesangreb mod 100 byer og trængte de teknisk overlegne amerikanere tilbage over en bred front. Alligevel skulle der yderligere 7 års blodig krig og titusinder af dræbte til, før USA ydmyget måtte trække sig ud. Er vi blevet klogere siden?

Lån bogen på biblioteket