Kvinden i den lilla nederdel af Natsuko Imamura
144
2020
978 87 92655 92 9
- oversat af Mette Holm
1. udgave
Kvinden i den gule cardigan overvåger Kvinden i den lilla nederdel. Nej, overvåger er for svagt et ord, Kvinden i den gule cardigan, jeg-person i den lille, lilla novella, stalker Kvinden i den lilla nederdel.
Det er en anelse svært at forstå Kvinden i den gule cardigans fascination af Kvinden i den lilla nederdel. Kvinden i den lilla nederdel lever et yderst spartansk liv, har ingen venner, er usoigneret og nusset og har ekstremt svært ved at holde på sine jobs.
Kvinden i den gule cardigan beslutter at hjælpe Kvinden i den lilla nederdel frem i verden. Uden direkte at kontakte hende får hun henledt Kvinden i den lilla nederdels opmærksomhed på et job som stuepige på det hotel, hvor Kvinden i den gule cardigan selv arbejder. Kvinden i den gule cardigan hænger samtidig noget shampoo på Kvinden i den lilla nederdels dør, så hun kan få styr på sit hår inden jobsamtalen på hotellet.
Kvinden i den gule cardigan lever selv et usselt liv, der ikke er meget bedre end Kvinden i den lilla nederdels. Men hun beundrer Kvinden i den lilla nederdels integritet og vil gerne være venner med hende. Hun tør bare ikke spørge. Omvendt har Kvinden i den lilla nederdel overhovedet ikke øje for den hjælpende ånd, der så gerne vil ind på livet af hende.
“Kvinden i den lilla nederdel” handler om en kvinde, der lever sit liv gennem en anden kvinde. Den handler om ensomhed og længsel, om rygtedannelser og småligt sladder, om livet som kvinde tæt på bunden af et patriarkalsk, japansk samfund.
Natsuko Imamura har vundet Japans fineste litterære udmærkelse, Akutagawaprisen, i 2019. Ikke engang Haruki Murakami, den evige nobelpriskandidat, har opnået den ære. De to anerkendte forfattere fra den opgående sols rige har det til fælles, at de begge er blevet fordansket af altid fremragende Mette Holm.
Når alt dette er sagt, er jeg ked af at måtte tilføje, at “Kvinden i den lilla nederdel” føles som kejserens nye klæder. Bogen er lumsk kedelig, banal, fuld af gentagelser, ikke spor eksotisk – og jeg elsker ellers japansk litteratur for præcis det modsatte.
Undskyld, kære læser, hvis anmeldelsen virker en kende klodset med de to navne ’Kvinden i den lilla nederdel’ og ’Kvinden i gule cardigan’ gentaget så mange gange på så få linjer. Sådan er bogen skrevet. En kende klodset.
