0 kommentarer

Klippeøens ABC af Amanda Stevne Pihl og Franz MH Blomberg

af d. 20. december 2024
Info
 
Sideantal

60

Udgivet

2024

ISBN

9788794154109

Udgave

1 udgave 1 oplag

 

Da jeg blev 6 i dec 1964 forærede mine forældre mig et eksemplar af første oplag (okt 1964) af Halfdan Rasmussens Børne rim, det blev en af mine mest skattede bøger, og den pyntet stadig i min bogreol. Hvorfor fortæller jeg nu det? – jo for i dag kom der en bog med posten som, da jeg begyndte at læse i den, bragte mig tilbage til den tid.

Bogen er Klippeøens ABC af Amanda Stevne Pihl, det er en skøn bog, i A4-format Hardback, med de smukke illustrationer af Franz MH Blomberg, og selv om omdrejningspunktet er klippeøen Bornholm dens seværdigheder og dens dialekt, vil jeg påstå at det er en bog der kan bringe glæde ligegyldigt hvor i landet man bor. Personligt er jeg sikker på at mit barnebarn på 6 vil blive lige så glad for den som jeg var for Halfdan Rasmussens Børne rim, og det til trods for vi bor på djævleøen.

De 28 vers og rim er i min optik lige velegnede til børn som til voksne, og man kan ikke undgå at komme i godt humør under læsningen. Det er også en bog som fint egner sig til højtlæsning, og der er masser af muligheder for at hyggesnakke om og studere de dejlige billeder der på humoristisk vis understøtter teksten.
Så herfra en varm anbefaling, sluttelig vil jeg lige komme med et eksempel, i form af digtet til bogstavet K.

Keramiker Kofoed er knaldgod med ler.
Det er i hans værksted magien den sker.

Han drejer, bemaler, glaserer og brænder,
og former det hele med sine hænder.

Når kunstrunden løber af stablen hvert år,
serverer han altid en kaffetår.

Den skænkes i stel som han selv har designet.
Til kunstkaffe er det særdeles godt egnet.

Hans kone Katinka fra Krusegård
har pustet glas i snart tyve år.

Vandglas med mønster og vinglas på fod.
Stilen er enkel, velkendt og god.

Med røde kinder fra ovnens glød,
synes Kofoed hun er så sød.

De to kan beværte alle slags gæster
fra kaffe om morgenen til bobler ved fester.

Amanda Stevne Pihl er uddannet cand. mag i forhistorisk arkæologi og arbejder til daglig som arkivar på Bornholms Ø-arkiv. Amanda har skrevet en del faglige artikler bl.a. til tidsskriftet SKALK og så brænder hun for at formidle Bornholms historie og kultur til de yngste generationer. Amanda har digtet fortællingerne med tanke på både børn og voksne, så bogen kan skabe samtaler og styrke fællesskabet på tværs af generationer.
Franz M. H. Bomberg (1984) er cand.mag i Medievidenskab, uddannet fra Forfatterskolen for Børnelitteratur og selvlært illustrator og musiker. Franz har med interesse i det overnaturlige og improvisation som drivkraft specialiseret sig i at skabe historier og fantastiske universer for både børn og voksne. Som illustrator veksler han mellem det komiske, karikerede og naturalistiske. På LinkedIn kalder han sig selv for Børnekulturformidler.

Bogen er et anmeldereksemplar tilsendt af forlaget Forlaget 4. til venstre, hvilket dog ikke har påvirket min bedømmelse af bogen

Lån bogen på biblioteket

Bedømmelse
Karakter