Klara og solen af Kazuo Ishiguro

Hvis englænderen Kazuo ”Resten af dagen” Ishiguro ikke allerede havde modtaget nobelprisen, kunne han snildt have fået den for ”Klara og solen”. Og hvis den benovede anmelder kunne tildele ham 7 stjerner i stedet for de maksimale 5, så havde han dælme også fået det.

”Klara og solen” er sindbilledet på, hvorfor vi overhovedet læser skønlitteratur. For en stund vil vi gerne flytte ind i et univers, der får os til at glemme tid og sted. Vi vil gribes om hjertet, overraskes, måske fælde en lille tåre. Vi vil stimuleres intellektuelt, tænke videre bagefter.

Bogen foregår i en nær fremtid et sted i USA. Børn bliver fjernundervist via computere, og som substitutter for fysiske venner kan de anskaffe Kunstige Venner (KV), menneskelignende robotter med adaptiv intelligens, individuelle træk og et vist følelsesregister, der gør dem til tilfredsstillende venner for de ægte menneskebørn af kød og blod.

Klara er en KV af typen B2, som er på vej til at blive overhalet af en ny generation, B3’erne. Men Klara er helt særlig, en pige-KV med kort, mørkt pagehår, venlige øjne og en nysgerrighed og empati, der får den 14-årige pige Josie til at falde pladask for hende. Klara skal være Josies betroede og nære ven.

Klara flyttes fra Butikken hjem til Josie og Moderen, der i starten er en kende mere skeptisk end sin datter. Måske skyldes Moderens kulde, at Josies lillesøster Sal døde i en ung alder, og at Josie muligvis lider af samme sygdom? En sygdom, Moderens ambitioner på børnenes vegne selv kan have fremkaldt.

Klara vil gøre ALT for Josie, en humørsyg teenagepige med kolossale op- og nedture. Selv er Klara drevet af solceller og har et nærmest religiøst forhold til Solen, som generøst forsyner hende med sin ”særlige næring”. Måske vil Solen også kunne hjælpe Josie?

Ishiguro får os til at elske Klara. På én gang hyperintelligent med evner til at forstå, lagre og udnytte alle logiske facts på brøkdele af sekunder. Kejtet og naiv i sit samspil med de uforudsigelige mennesker og den uregerlige natur. Men med en uegennyttig empati og hjælpsomhed, der til forveksling minder om det bedste i mennesket.

Netop det besjælede menneskehjerte som center for kærlighed og medfølelse har Ishiguros interesse. Thi kan dette ophøjede organ, der adskiller vores race fra alle andre, efterlignes på kunstig vis? Og i hvor høj grad kan vi dybest set selv prale af vores store, varme hjerter?

Enhver, der har set sci fi-kultfilmen ”Blade Runner” med de menneskelignende og særdeles medlevende replikanter, fornemmer, at det pr. definition selvcentrerede menneske næppe udgør evolutionens højdepunkt. Kan vi i laboratorierne opnå et højere stade; en bedre udgave af os selv?

Tankespind, javist. Men lille Klara med det umuligt store hjerte og den ubegrænsede altruisme får os til både at le og græde, tænke og drømme. Måtte Solen skænke os alle sammen mere af sin særlige næring.

Lån bogen på biblioteket