0 kommentarer

Skyggerne over Sierra Madre 1- Niña Bronca

af d. 14. april 2021
Info
 
Sideantal

56

Udgivet

2021

ISBN

978-87-93952-34-8

Originaltitel

Les ombres de la Sierra Madre 1 - La Niña Bronca - oversat af Anne Christine Tjellesen Fabricius

Udgave

1. udgave

 

Forlaget E-voke har igen fundet en spændende og anderledes westernserie på tre album. Skyggerne over Sierra Madre – Niña Bronca står godt nok til at være udgivet af det belgiske BD Must forlag, og man skal se godt efter, for at få øje på E-voke, men det må være noget kontraktmæssigt.

Meget utraditionelt for en western, så starter den i 1. Verdenskrigs skyttegrave, 1917. Mormonen Moroni Fenn kæmper på amerikanernes side og lider af slemme traumer tre år efter i Salt Lake Citys gader, hvor han gentagende gange bliver arresteret for druk og urostiftelse. Som straf bliver han til sidst sendt til Mexico, hvor mormonerne har en koloni, og det er meningen at han skal stå for sikkerheden. Røvere, revolutionære og indianere hærger egnen, og da Moroni ankommer, havner han lige i favnen på en gammel særling der har været bortført af apacherne og nu hader dem som pesten. Han sender ham videre i favnen på sin smukke niece, og det bliver snart en lille familie, da Moroni redder en 10 årig forældreløs indianerpige, Niña Bronca, den vilde pige.

Historien bliver på bagsiden beskrevet som ”…en tragedie i tre akter inspireret af autentiske og ikke særligt kendte begivenheder.” Jeg må da også indrømme, at jeg ikke havde regnet med en western der foregår i 1920’erne, men dejligt forfriskende for en westernfan som jeg, der i mange år har slugt Blueberry og Red Kelly klassikerne. Men E-voke giver både med denne nye udgivelse og tidligere albums (Historier fra det vilde vesten, Mimbrenos m.m.) et alternativt blik på genren.

Historien er fremragende fortalt. Der dvæles ikke ved lange scener med uendelig dialog, og så er den fyldt med interessante og uforglemmelige karakterer, som den gamle onkel, der ikke har meget hjertevarme, modsat Meroni og hans smukke kone. Dramaet ligger i de glemte indianere, som ingen tror på eksisterer efter Geronimos overgivelse mange år før. Hvor stammer den vilde pige fra, hvem ligger gaver til hende om natten?

Daniel Brecht har både tegnet og farvelagt. Tegningerne er for mig lidt til den løse side, indimellem lidt for let, men dog stadig mest i den realistiske streg, som jeg foretrækker. Farverne er fortrinsvist holdt i en mørk tone, hvor brun er gennemgående. Det passer rigtig godt til historien, der, selvom den har hjertevarme, også er temmelig grum og ubarmhjertig.

Historien er det bærende i dette album, og jeg er klar til de næste to albums. Titlen på næste album lover allerede mere drama: El Patio del Diablo.

Anmeldereksemplar.

 

Facebooktwittermail
Bedømmelse
Karakter