Jesus, pengene og livet af Gretelise Holm

Gretelise Holm (født i 1946) dokumenterer med denne selvbiografi den kolossale udvikling, der er sket i Danmark i løbet af de sidste ca. 100 år. Som hun selv skriver: “Det er sjovt at tænke på, at man har været med lige fra griflerne til PC’erne”.

Hendes far, Dres, kom ud at tjene som 6-årig, en tilværelse med hårdt arbejde, underernæring – og så mange tæv at hans lænd og hofte var fyldt med ar efter mishandlingen. En mishandling, som tilmed var accepteret, ingen tog børnenes parti. “Kvæstet af mishandlingen og svært underernæret blev han 10 år gammel indlagt på Tønder sygehus. Der blev ikke rejst nogen straffesag mod bonden, som havde mishandlet ham.”

Dres var skadet for livet, den manglende skolegang gjorde ham til funktionel analfabet og han blev aldrig som voksen i stand til at have et arbejde. Han var enten syg eller arbejdsløs – men fortsatte stilen med at tæve sine egne børn, og Gretelise var i hele sin barndom bange for ham. Senere måtte hun erkende, at selv om det var faren der var bødlen, var det moren der var dommeren!
“Jeg måtte dække over skammen. Ingen måtte vide noget”. “..Som så mange andre ofre for vold følte jeg mig skyldig og skamfuld. Så skamfuld, at det stadig krymper sig i mig at fortælle om det.”

Gretelise er vokset op i stor fattigdom i en kæmpe søskendeflok, hvor hver 5-øre måtte vendes, og hvor det at få lov til at få 10 års skolegang ikke var en selvfølge. Meget tidligt fik hun pligter som en voksen – hendes mor kunne ikke selv klare alt arbejdet, så de små søskende blev Gretelises ansvar – et ansvar hun tog på sig langt op i sit voksne liv. Familien var det man i dag ville betegne som en nomadefamilie – hele tiden flyttede de, ofte til usle boliger uden toilet eller indlagt vand.

Ikke at hun synes det udelukkende er et godt samfund vi har i dag – selv om hun på ingen måde idylliserer “de gode gamle dage” er hun kritisk over for vore dages store forbrug af medicin – herunder til de utilpassede børn: “Ritalin, lykkepiller og sovemedicin i store mængder”.

“Min personlige livsholdning er, at mange småproblemer har godt af at blive fortrængt og fejet ind under gulvtæppet. Når der så har dannet sig et lille bjerg under tæppet, kan man stille sig op på det og kigge ud i verden, hvor der foregår så meget interessant”
Hun er et levende eksempel på, at “det, der ikke knækker dig, gør dig stærk”.

Jeg blev meget opslugt af bogen, hendes forældre er fra næsten samme tid som mine, og jeg kunne genkende meget af det hun fortæller i bogen fra det, jeg har hørt mine egne forældre berette fra deres ungdom. Tænk alligevel, at det kun er ca. 70 år siden man havde børneslaver – Gretelises ord, men vel ikke helt forkert udtrykt. Man mærker, at hendes hjerte banker for de svage i samfundet, men også at hun synes det er for nemt bare at give samfundet skylden, man må selv gøre en indsats, kæmpe for at nå sine mål. Det må man sige, at hun har gjort – fik med sin ihærdighed drømmepladsen som journalistelev (selv om også hun var “kun en pige”!) og har som udlært journalist arbejdet med spændende opgaver på flere dagblade. Bogen slutter i 1971 – med ordene “Fortsættelse følger”. Jeg er en af dem der venter spændt.

Jeg kunne blive ved med at berette og citere fra bogen, som kommer omkring rigtig mange emner – men opfordrer i stedet til at læse den. Bogen er rigt illustreret med billeder fra familiealbummet. Fine anbefalinger her fra!

Lån bogen på biblioteket