Jeg kan se i mørke af Karin Fossum

Riktor har underbid, spidse tænder og lidt for tætsiddende øjne, han ligner en gedde. Forældrene var mest fokuserede på deres eget og gav ikke Riktor den store opmærksomhed eller kærlighed, ej heller det modsatte, de var bare sig selv nok. Allerede fra barnsben udvikler han sig til en venneløs særling, der tuller rundt for sig selv og tænker triste tanker. Ingen vil have noget med den indadvendte dreng at gøre.

Vi møder ham som en nogle-og-fyrreårig sygeplejerske på et plejehjem. Udadtil er han god mod de gamle, hjælpeløse mennesker, men når ingen kigger på, ser han sit snit til at nive staklerne bag ørerne, bytte deres livsvigtige medicin ud med vitaminpiller og hviske hadske ting i ørerne på dem. Han foragter dem af et godt hjerte, fordi de er ude af stand til at klare sig selv.

Riktor er så ensom, at det næsten ikke er til at bære. “Hvem der havde en kvinde!” tænker han tit og ofte. Han har aldrig haft en kvinde. Eller bare en ven for den sags skyld. Han kaster elskovssyge øjne på den smukke kollega Anna, men hun er vist ikke interesseret. I parken, hvor han tit sidder alene og ser livet passere forbi, møder han alkoholikeren Arnfinn. Det bekendtskab bliver skæbnesvangert.

Med “Jeg kan se i mørke” har den norske krimiforfatter Karin Fossum skrevet en psykologisk gyser, hvor hun kommer godt ind bag det betændte sind. Man forstår Riktors bevæggrunde og handlemønstre, hans perverterede tanker giver mening, uden at man af den grund sympatiserer med dem eller ham. Hvordan et marginaliseret individ kan udvikle sig til et kriminelt monster, er flot belyst.

At “Jeg kan se i mørke” samtidig er velskrevet og bevæger sig kvikt afsted, er ekstra plusser i regnskabet. Til gengæld trækker det beklageligvis ned, at bogen aldrig bliver rigtigt spændende. Helt ærligt er den sgu lidt fersk og frøkenagtig, selv når det går mest voldsomt for sig. Og så fader den totalt ud til sidst, slutningen er i den grad en skuffelse uden bid eller overraskelsesmoment.

Alligevel skal “Jeg kan se i mørke” anbefales. Det er sjældent, at en forfatter skaber en troværdigt frastødende hovedperson og solidariserer sig med vedkommende. Alene for den gestus fortjener Fossum stor ros.

Lån bogen på bibliotek.dk