0 kommentarer

Jeg anerkender ikke længere Jeres autoritet af Glenn Bech

af d. 20. december 2022
Info
 
Sideantal

329

Udgivet

2022

ISBN

978-87-02-38206-8

Originaltitel

Jeg anerkender ikke længere Jeres autoritet

Udgave

1. udgave, 1. oplag

 

Tidligere i år udkom forfatteren Glenn Bechs anden roman, eller det er måske mere korrekt, at beskrive bogen som et manifest. Bogen har fået titlen ”Jeg anerkender ikke længere Jeres autoritet” og det var måske endda med en vis skepsis, at jeg begyndte at læse bogen.

Da forfatterens debutbog ”Farskibet” udkom var det til stående applaus og anmeldelser, der ofte gav bogen fuldt hus på stjernefronten. Denne anmelder var ærlig talt noget lunken i anmeldelsen af ”Farskibet”, jeg tror ikke jeg forstod den. Deraf kom min skepsis, men jeg skal da love for, at forfatteren med denne nye bog har bevist, at han både er uhyre velskrivende, intelligent og velgørende præcist rammer sin samtid bag i.

Man kan vel bedst betegne denne bog som et manifest. En autofiktiv tekst om emner som klasseskam – nok rettere at skamme sig over sin arbejderklasse/underklassebaggrund, at vokse op i provinsen som bøsse og at blive stemplet som anderledes i et lille samfund, om at være misundelig på dem som har haft en barndom uden traumer, om hykleri og dobbeltmoral og om, at man måske kan påberåbe sig at vi har lige muligheder, men det har vi reelt ikke. Har Brønderslevbørnene og Tønderpigerne samme lige muligheder for at skabe sig en god tilværelse som børn, der er opvokset i en velhavende bankdirektør-familie i Hellerup? Svaret må vel åbenlyst være nej. Når tennisspilleren Holger Rune vinder kamp efter kamp og har succes, så er det ham vel undt, men man glemmer måske at tage højde for at han kommer fra en uhyre velhavende familie, hvor man har kunne tilkøbe det bedste udstyr og de bedste trænere, der har hjulpet ham. Ikke alle har de muligheder.

”Jeg anerkender ikke længere Jeres autoritet” er i virkeligheden en ret politisk bog, der sætter fokus på de privilegier folk ikke ved de har og fokus på den blindhed mange mennesker har når man påberåber sig, at man kan hvad man vil og at alle har lige muligheder.

Denne bog er efter min mening uhyre vigtig.

Bogen står knivskarpt, er velovervejet, gennemtænkt og der er ikke en eneste uovervejet sætning i bogen. Det er en af de mest gennemførte bøger jeg har læst i lang tid og jeg vil kraftigt råde læsere af denne anmeldelse til at læse bogen hurtigst muligt.

”I min familie må du blande dig hvad som helst (….) hvis ellers du passer et arbejde.
måske din mand tæver dig
det gør ingenting
så længe du har en mand
måske dit barn er alkoholiker
det gør ingenting
så længe du fik børn
måske vi alle hader hinanden ved det her bryllup
det gør ingenting
så længe der blev et bryllup
hvis du
A: passer et fuldtidsjob
B: er gift
C: har børn
D: holder hus
kan det være ligegyldigt hvordan du selv har det
så må du rigtig blande dig i andres liv” (side 35)

”Det er ikke hensynsløst
ikke egoistisk at sige fra
Uanset hvordan dine forældre groomede dig
du vil af og til
– skabe dårlig stemning
– skuffe
-irritere
(…)
men aldrig bliver det uhøfligt eller nærtagende at sige fra
du behøver ikke tage hele verden ind
du behøver ikke ignorere dig ubehag for at undgå konflikter
at leve sit liv ovre i andre mennesker stinker
af tomhedsfølelse” (side 302)

Anmelderbog.

Lån bogen på biblioteket

Bedømmelse
Karakter