I ghettoen er der ingen sommerfugle. Digte af børn og unge fra Theresienstadt ved Paul Aron

Samlingen er redigeret af danske Paul Aron, der selv er overlever fra Theresienstadt. På hans stue var de 43 drenge. En morgen bliver alle andre end Paul sendt afsted på ‘videretransport’ – til Auschwitz. Paul er derfor den eneste overlevende af de 43 drenge. Drenge. Ubegribeligt, men vi er nødt til at læse om det effektive og professionelt organiserede massemord for at forstå det, at forstå at det blev planlagt og begået, ikke af uhyrer men af mennesker, og for at vi kan forsøge at undgå en gentagelse.

Som en understregning af alderen på de dræbte bør man bemærke at forsiden er malet af Margit Koletzová, der levede fra 1933 til 1944. De præsenterede digte er skrevet af halvvoksne børn, og det er tydeligt at de af de brutale og umenneskelige omstændigheder har været tvunget til at glemme deres barndom. At blive voksne på en måde som det ikke burde være noget barn forundt:

“Engang var jeg barn

to år er det siden

da drømte jeg om at opleve andre verdener

nu er min barndom ovre

tidligt blev jeg voksen

for jeg har set flammernes purpurlue

hørt blodets grusomme tale

set kampen med fortvivlelsens mod

lært angsten at kende”

Teksten er fra digtet ‘Theresienstadt’ af Hanus Hackenburg, forfattet med en livserfaren mands indsigt i livets lidelse, bortset fra den helt åbenlyse urimelighed der ligger i at Hackenburg levede fra 1929 til 1944, og formodentlig enten blev hængt, skudt eller gasset.

At se situationen – og ikke ‘livet’, i en kz-lejr med barnets øjne giver en helt anden oplevelse sammenlignet med voksne overleveres beretninger. Det gør også læsningen mere rå at vide at stort set alle digterne her er blevet dræbt før de blev 15. Så af flere forskellige årsager gør børnenes digte fysisk ondt. Det er klart at ikke alle er skrevet med den samme litterære tæft som Hackenburg besidder, men han er faktisk heller ikke ligefrem den yngste af digterne. Barnets helt naturlige naivitet skinder igennem i Teddys digt (hans fødselsår er ukendt, men han blev henrettet i 1943, og ud fra digtets tone, har han kun været en lille dreng):

“Hvor er alting dog mærkeligt når man er kommet hertil!

skal jeg virkelig ligge og sove på gulvet

og spise de ækle kartoffelskræller?

man kan da ikke bo her på loftet

så støvet og beskidt her er!

hvordan kan jeg lægge mig uden at snavse mig til?”

Stakkels, stakkels børn.

Paul Aron giver stemme til de mange børn der er blevet dræbt og ja, det er frygteligt at skrive det – glemt. De der døde for et sygt totalitært regimes hånd. De der aldrig fik en chance for at leve et liv, for at blive voksne og skabe deres egne familier.

Lån bogen på biblioteket