Hvis jeg var fjernsyn af Peter Adolphsen (bidrag)

Hvis jeg var fjernsyn er en lille novellesamling om ensomhed og fællesskab. Noveller er skrevet af 13 forskellige forfattere, og det er derfor også naturligt, at de er meget forskellige i sprogbrug og form. Fælles for alle novellerne er dog en lidt legende og undersøgende tilgang til vinklen på emnet, hvilket jeg finder utroligt spændende.

I samtlige 13 noveller findes en eller flere passager, hvor der på finurlig vis slås hovedet på sømmet.

I UROER møder vi hovedpersonen, som for nyligt har slået op med sin kæreste, som nu ikke vil levere hendes kunst, uroer til at hænge op, og de intime billeder han har taget af hende tilbage. Hun skal mødes med sin bror og dennes kæreste, hvilket bliver ret akavet, både fordi kæresten er jaloux på de år, hvor bror ikke har været en del af hendes liv, men søsterens alene, og fordi de to ikke har fået efterladt deres skænderi i bilen, men har taget det med i byen. Det er især Dorthe Nors’ beskrivelse af turen fra bilerne til restauranten, som jeg synes anskueliggør brorens tilgang til det ubehagelige i oplevelsen så fint:
”Men det var senere, jeg tænkte det, for mens jeg gik der, prøvede jeg mest at udfylde tomrummet. Jeg kunne jo se, at han tabte sine skridt med vilje, og der gik vi.”

I ALENE HJEMME af Lucia Odoom møder vi også en kvinde i 30’erne. Hun er mor til et etårigt barn, nyskilt og skal nu generobre alenekontinentet, hvilket hun finder meget vanskeligt, så hun træffer foranstaltninger. ”….så jeg sov med fjernsynet tændt og faldt i søvn til lyden af de fiktive venskaber, som svøbte sig om mine bekymringer som et varmt uldtæppe…. Jeg overbefolker min alenehed med støj og underholdning.”  Hun konkluderer nærmest, at den eneste måde hun kan finde fred i alenekontinentet på, er ved at fravælge andre mennesker og især deres hjælp uanset hvor almindelig den må forekomme, men fordi det ikke er naturligt for hende, tager en ”forfjamsket pige” bolig i hende, når hun møder andre mennesker.

Hvis jeg var fjernsyn og de andre noveller i samlingen lader sig bedst læse langsomt. Det popper op med små fine billeder på folks natur, angsten for ensomheden og trangen til at være en del af et fællesskab.

Kun i HJEMMEFRA af Alen Causevic har vi en hovedperson, der længes efter ensomhed, eller måske snarere selvstændighed og autonomitet. I dette tilfælde forekommer det dog meget forståeligt, for den unge mand har fra barnsben boet i forskellige flygtningelejre, hvor den eneste konstant har været visheden om, at der en dag ville blive banket på døren og en stemme vil sige ”moving, moving”, hvorefter den lille familie vil blive nænsomt, men resolut gelejdet ombord på en dobbeldækker, der skal fragte dem til en ny barak. Og da han i 2010 er klar til at flytte hjemmefra, er han ekstatisk. ”Endelig, tænkte han, med en nethinde som et lyslevende kalejdoskop for alle hans dagdrømme, endelig fred og ro, et sted som er mit og ingen andens, ja, mit helt eget lille sted i denne store vide verden.”

Hvis jeg var fjernsyn er en anmelderbog.

Lån bogen på biblioteket