Hudløs af Sandra Gustafsson

Af omfang er “Hudløs” ikke en roman der gør meget væsen af sig, men det skal man ikke lade sig narre af. Sandra Gustafsson formår på bogens blot 175 sider, at skrive en stor fortælling. Det er en fortælling om mennesker på kanten af hvad de kan holde til, og selv om den udvikler sig på en måde der i sig selv måske ikke er helt troværdig, så tror jeg på den alligevel. Eneste anke er, at jeg godt kunne tænke mig at bogen havde været lidt længere. Den store historie i det korte format, får den nogle steder til at virke lidt forceret.

Alice og Jonathan får en søn, Liam. Alice kan ikke finde ud af det der med at være mor, og har svært ved at knytte sig til drengen i hans første leveår. Senere falder mor-rollen ligesom på plads for hende, men alligevel fungerer det ikke rigtigt. For Liam er ikke som andre børn. Der er et eller andet med ham som alle andre end Alice kan se. Eller, hun kan nok se det, men hun nægter at indse det. Men Liam er psykisk syg, og lægen anbefaler indlæggelse og medicin. Da Alice ikke vil erkende problemet, flygter hun ud i et gammelt sommerhus med drengen, i den tro at det eneste han har brug for er hende og fred og ro. Og så går det meget hurtigt fra skidt, til virkelig slemt.

Der er mange forældre der står i sammem situation som Alice og Jonathan, og mange familier har deres egen Liam. Jeg har stort set været forskånet for den slags problemer, og kender dem ikke indefra. Men efter at have læst “Hudløs”, føler jeg mere med dem end jeg måske gjorde før.

Sandra Gustafsson skriver rigtig godt, og jeg tror på hendes historie, selvom den måske er lidt overdrevet. Hovedpersonen Alice reagerer på alle måder uhensigtsmæssigt, og jeg har virkelig lyst til at klappe hende en, og få hende tilbage til virkeligheden. Men selvom hun er forfærdelig på mange måder, og selvom jeg ikke kan forstå hendes reaktion og hendes handlinger, kan jeg ikke lade være med at have ondt af hende. Jeg kan heller ikke lade være med at tænke på hvordan jeg selv ville have reageret hvis jeg havde fået en Liam, og derfor kan jeg heller ikke dømme hende. Den virkelighed der pludselig bliver tildelt Alice og Jonathan, tror jeg man skal have prøvet for at kunne sætte sig ind i. Det er jo ikke kun barnet der har psykiske problemer. Det smitter også forældrene.

At kalde bogen “Hudløs” er et godt valg. Det passer glimrende til fortællingen om Alice og Jonathan. At få et psykisk handicappet barn slider på dem, og derfor slider de på hinanden og bliver fuldstændig hudløse.

Det har været en fornøjelse, selvom det virkelig er et forkert ord i forhold til handlingen, at stifte bekendtskab med Sandra Gustafsson forfatterskab. Hun mestrer sit skrivehåndværk, og som læser føler jeg mig helt tryg i hendes hænder.

Lån bogen på Bibliotek.dk