Himmerige og helvede af Jón Kalman Stefánsson
208
2010
978-87-92439-53-6
Himnaríkí og helviti
2. udgave
Historien fortjener et par ord: En dreng drager for hundrede år siden på havet med en flok islandske fiskere. Hans makker Bardur, har i skyndingen medbragt John Miltons ‘det tabte paradis’ men har til gengæld ikke fået sin skindanorak med, og fryser derfor ihjel på havet. Litteraturen kræver sin mand. Det er halvdelen af bogen, i sidste halvdel kæmper drengen sig over en isdækket slette i voldsomt uvejr, for at aflevere den forbandede bog til dens ejermand. Som siderne æder sig selv, når man ikke at overveje en egentlig slutning, det er sjovt nok ikke et værk hvor en slutning er påkrævet. Her er rejsen mod enden mindst ligeså vigtig, og sådan burde alle bøger være.
Store emner bliver mesterligt behandlet. Sorg, liv, død og identitet granskes, oftest fra den naive drengs synspunkt, og her når forfatteren rigtig langt, for han får beskrevet alle de modsatrettede følelser som drengen gennemgår i sin sorg over vennens død. Godt nok ses en del af historien gennem drengens øjne, men faktisk er den overordnede fortæller islands døde sjæle. De fortæller og oplever alt gennem andre. Og her fortjener forfatteren guddødme endnu større anerkendelse, for han tvister alt hvad der er rimeligt at tviste ud af den fortællevinkel, med stor, STOR poetisk tæft.
Aldrig har jeg mødt noget lignende. Hvor bliver alverdens litteraturpriser af?
